Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

2. juledag 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

I dag er det ikke bare 2. juledag, men også Sankt Stefans Dag, som er den dag, der er opkaldt efter det første kristne menneske, som blev dræbt for sin tros skyld. Dagen er altså en mindedag for Kristendommens første martyr.

Det tætteste, vi i Danmark kommer på en martyr i nyere tid, må være præsten og dramatikeren Kaj Munk.
Munk døde, fordi han ikke ville lægge bånd på sig selv og sit hverv, nemlig at forkynde Guds ord. Det måtte han gøre, også når det gik imod besættelsesmagten.
Sidst i november 1943 skulle Munk have prædiket i Helligåndskirken i København, men tyskerne havde nedlagt forbud imod det. Munk trodsede dog forbuddet og prædikede i stedet den 5. december i en fyldt Domkirke. Ved denne gudstjeneste talte Munk om den kompromisløse efterfølgelse og om kirkens og ethvert kristent menneskes pligt til at ytre sig.

Munk fortalte her blandt andet om en episode før krigen, der havde gjort stort indtryk på ham. Han havde været til et selskab blandt ”troende mennesker”, da en læge rejste sig og foreslog, at man skulle drikke Hitlers skål.
Der var højlydte protester, men lægen råbte: ”Der er hundredetusinder, der er rede til at give deres liv for ham. Hvor mange af jer kristne vil gøre det for Kristus?” Det spørgsmål ramte Munk dybt i hjertet, og det burde vel egentlig også ramme os?

Og på baggrund af den fortælling beklager Munk sig over, at man i kirken har mistet det næstdyrebareste man har. Det mest dyrebare er Kristus, men det, man har mistet, er martyrsindet. Og at besidde et martyrsind betyder ikke, at man vil gøre sig til helt, eller på anden måde gøre sig bemærket, men at man er villig til at ofte alt for Kristus.

På præcis samme tid, som Munk prædikede i Domkirken, blev mordet på ham planlagt mindre end 500 meter derfra. En måned efter var han død. Myrdet af tyskerne. Måske mere som en politisk eller national martyr end som en kristen martyr, men dog som én, der gik i døden for sin tro og sin overbevisning.
Og med sin død viste Munk det samme martyrsind, der mange århundreder tidligere havde ført kirken til sejr og anerkendelse i Romerriget.
Romerne troede, at kristendommen var en dille, en ny religion blandt mange andre, som kunne undertrykkes og tilintetgøres. Men som alle ved, så overlevede kristendommen, og det gjorde den, fordi Guds kraft var med dem, der blev forfulgt. Enhver kristen blev på den måde en spire til endnu mere tro, og enhver martyr blev på den måde et skridt frem mod det endelige gennembrud.

Stefanus’ død blev det første skridt, og han blev stenet til døde, da han blev ved med at hævde, at Jesus fra Nazareth er verdens frelser. Og det er en frelser, ikke kun for os, der har den samme kultur og de samme normer, men for hele menneskeheden – også for dem, vi helst vil holde udenfor.
Det var det, Stefanus sagde lige op i ansigtet på dem, der mente, at de var bedre end andre og helst ville holde de fremmede på afstand. Og derfor blev Stefanus gjort tavs.

Men hvad skal vi egentlig med sådan én som Stefanus her i 2012? Og så lige her i den søde juletid, hvor vi gerne vil have det lidt hyggeligt!

Det er altid vanskeligt at finde noget glædeligt i nogens død, og ikke mindst er det vanskeligt at glæde sig over den medfart, som tilstødte den sympatiske Stefanus. Særlig vanskeligt er det vel også at finde noget glædeligt på dagen efter den vidunderlige beretning om fødslen i stalden. Det lille Jesusbarn, den lille familie, de lykkelige omstændigheder, som er indtruffet; at Guds søn er kommet til verden.

Men hvis der er noget glædeligt over Stefanus’ død, er det bestemt ikke hans død i sig selv, men det forhold, at han ikke døde forgæves. Selvom prisen var høj, så var prisen dog ikke for høj.
Og det er vel dét, som er dagens evangelium: At Stefanus kan tjene som forbillede for andre, i tro og i gerning, ved at være den første, der har kæmpet for retten til frit at kunne tro på Kristus og være tilhænger af ham.

Det, som dog måske – på en dag som den første martyrs dag – er nok så beskæmmende, er, at martyrdøden desværre ikke hører en fjern fortid til, men stadig findes – endda i lande ikke langt fra os; lande, som på mange måder ligner vores.

Én ting er den ondskab, der påføres mennesker: forfølgelser, fangenskab, tortur, måske endda med døden til følge, men det værste er dog, at det er andre mennesker, der udøver disse overgreb på deres medmennesker!
Det er mennesker, der er onde mod andre mennesker, ligesom dem, der hånede og forfulgte Stefanus og for den sags skyld dem, som fik dræbt Kaj Munk. Selv de var mennesker. Selv de havde familier, kone og børn. Men alligevel kunne de piske et sådant had og en sådan stemning op, at det lykkedes dem at få både Stefanus og Munk af vejen.

Usympatisk, uetisk og anstødeligt var de menneskers handlinger, som forårsagede begges død, men endnu mere uforståeligt og ufatteligt er det, at det var mennesker af kød og blod, som gjorde dette. Mennesker skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, og de fleste af dem sikkert troende mennesker.

At der findes ondskab i verden, kommer ikke bag på os, desværre. Men der er noget andet, der må komme bag på os, og det er Guds svar på ondskaben.
Gud besvarer ondskab, ikke med hævn eller med straf, men ved at sende sin egen søn til verden.
Trods al den ondskab, vi kan udsætte hinanden for, holder Gud aldrig op med at elske verden.

Der er altså noget, der er stærkere end menneskers ondskab, nemlig Guds evige kærlighed, og det var den kærlighed, som Stefanus døde for. Han var altså det første vidnesbyrd om en tro, der er stærkere end al verdens magt. Om Guds kærligheds magt, der er stærkere end al verdens magt.

Og hvor fjernt martyriet end måtte ligge for os, så er Stefanus og alle andre martyrer stadig eksempler for os på, hvor meget troen kan. Martyrerne er ganske vist ikke noget i sig selv, andet end vidnesbyrd om noget andet; nemlig om troen og troens kraft. Men det er nu heller ikke så lidt.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02