Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Juleaften 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

I torsdags udførte jeg en arbejdsopgave af den mere nuttede slags; i Hornbæk kirke fik jeg nemlig besøg af 160 børn fra de lokale børnehaver. Til en sådan børnehavegudstjeneste laver vi lidt mere fis og ballade end vi ellers plejer til en almindelig søndagsgudstjeneste, men dog er der nogle ting, som går igen. Vi synger salmer, høre en historie fra Bibelen og beder fadervor.

Og det der med at synge med på salmerne, det er sådan nogle små poder fra børnehaven altså rigtig gode til. Vi skulle også denne dag synge ”Et barn er født i Betlehem”, og her sidder der den kønneste bette knægt, som synger så himmelhøjt, at jeg tydeligt kan høre, at han ikke har fået helt fat i ordene. Han sang nemlig: ”Et barn er født, da Bent kom hjem”. Og sådan fortsatte han ellers derudaf.
Han havde altså ikke styr på de rigtig ord, men han havde en idé om, at sangen handlede om at være glad og så var der noget med et barn.
Nu sidder vi nok med et lille smil på læben over den lille dreng fra børnehaven, der sang forkert, men lur mig, om der ikke var en enkelt eller to, der også her i dag sang forkert i selv samme salme. Mange tror nemlig, at præsten har lavet en stavefejl i vers 5 på sangarkene og derfor synger ”forsvunden er nu al vor nød”, fremfor ”forvunden er nu al vor nød”.

At vor nød skulle være forsvunden bare, fordi det er juleaften, det ved vi jo godt, ikke er sandt. Selvom det er juleaften i dag og humøret er højt og vi skal hjem til en dejlig fest bagefter, så er vores problemer jo ikke forsvundet af den grund! Vi har stadig finanskrise i Danmark. Vi står måske foran en fyringsrunde på vores arbejde eller ikke har kunnet give børnene de julegaver, som de har ønsket sig, fordi pengene bare ikke slår til i år. Nej, vores problemer forsvinder ikke, bare fordi det er juleaften.

Forleden købte jeg et Hus Forbi af en hjemløs, hvis læber var helt blå og fingre næsten forfrosne - ja, det er ingen loppetjans at stå og sælge Hus Forbi i den danske vinterkulde.
I Hus Forbi læste jeg om den Bemmer, hvis julemenu sidste år havde bestået af to berlinerboller og en kokosnød, ganske enkelt fordi han, som hjemløs, ingen penge havde. Det sætter jo om noget vores dilemma, om vi nu skal spise and eller gris i aften en anelse i perspektiv…

Som et andet juleeventyr læste jeg i Hus Forbi videre om Bemmer, hvis jul i år ser væsentligt anderledes ud end sidste år. Bemmer har nemlig både fået sig en lejlighed og en sød kæreste og bliver også spurgt, hvad han skal spise til jul i år? Svaret kom vist prompte og uden for meget tvivl: Flæskesteg og and og vi skal også have brunede kartofler og hele svineriet, som Bemmer nu kan sige det.

Godt nok har Bemmer nu fået tag over hovedet og et menneske at dele sit liv med, men livet er stadig hårdt; kæresten kæmper stadig med tilværelsen efter både en voldtægt og et narkomisbrug, og når en dansk mand af et ærligt hjerte kan fortælle, at han vil blive lykkelig for et par sokker i julegave, ja, så kunne det nok stå bedre til… Bemmers nød er altså ikke forsvunden, men forvunden, for Bemmer er nu et sted i sit liv, hvor nøden ikke hæmmer eller blokerer hans daglige liv. Godt nok sætter nøden grænser for hans livsudfoldelse, men den ødelægger ikke hans liv.

Vi, som sidder trygt og lunt herinde i den varme kirke kan have svært ved at sætte os ind i en hjemløs’ liv og måde at fejre jul på, men trods alle forskelle, så kender vi måske selv eksempler på, at nøden er forvunden i vores liv.

Og selvom vi måske ikke har meget tilfælles med en hjemløs, ja, så har vi dog én ting til fælles – og det er, at julens budskab er for hele folket; hjemløs som husejer, barn som voksen.

Julens budskab har godt nok ikke lige noget at gøre med én, der hedder Bent, men alligevel havde knægten fra børnehaven i torsdags jo stadig fat i den lange ende. Julen handler nemlig om, at et barn er født, om det så er i Betlehem eller fordi Bent kom hjem, er måske mere underordnet.

Julens budskab er nemlig, at Gud julenat for mange år siden sendte sin egen søn, Jesus, som verdens frelser af ren og skær og evig kærlighed til os mennesker. Og det er altså ikke mennesker som en abstrakt gruppe, men mennesker som dig og som mig. Gud vil være sammen med os og være os nær og derfor sendte han sin søn til verden, for at han kunne være os nær.

Dette er da juleevangeliets store glæde, som skal være for hele folket – både for drankeren, den hjemløse, den fattige; for lav som høj, rig som fattig: nemlig at mørket og ondskaben nu med frelserens fødsel har tabt; livet trodser døden og Guds kærlighed sejrer, for den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Gud sendte os en frelser til verden, fordi hans kærlighed til os mennesker er så stor, at han fuldstændig kan tilsidesætte alt andet. Og hvis vi kan give blot et lille lysglimt videre af denne Guds kærlighed, ja så har vi opfyldt meget af vores mission her på jorden. Vi har nemlig fået den opgave i livet at give Guds kærlighed mund og mæle, hænder og fødder her i verden.

Men hvis vi en dag synes, at livets opgaver bliver for svære og ubærlige, så kan vi glæde os over Jesu fødsel i dag; Guds egen søn, som kom med budet fra Gud til alle mennesker uden undtagelse: Frygt ikke! I er alle mine elskede børn og jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Ikke for at alle sorger i livet skal forsvinde, men for at vi alle kan forvinde sorgerne i livet.

Rigtig glædelig jul.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02