Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

21. søndag efter trinitatis 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

”Måske kan dét få træet til at give figner.” Måske. Aldrig har jeg været så glad for ordet ”måske” som i dag. Måske kan være et tvetydigt ord. Forleden havde jeg et barn på besøg og spurgte inden aftensmaden: ”Kan du lide flæskesteg med sprød svær?”. Og herefter svarede barnet: ”måske”. Skal man så finde på en anden ret eller…? Og spørger du din kæreste eller ægtefælle: ”Elsker du mig?”. Og han svarer: ”måske”, hvad skal du så tro? Elsker han dig eller elsker han dig ikke?

I dag er det det lille ”måske”, der er selve evangeliet. For med et ”måske” kan det gå begge veje: Ja, måske bliver figentræet sparet. Eller nej, måske bliver figentræet ikke sparet. Men figentræet får netop den chance, det ikke ville have fået, hvis ikke det var for det lille ”måske”. Der er håb i måske.

Personligt er jeg glad for, at der er håb for figentræer. Engang imellem føler jeg mig også som et ufrugtbart figentræ, der står midt i vingården, omgivet af den ene vellykkede vinstok efter den anden, fyldt med de flotteste druer. Og dér står jeg som et figentræ og burde give frugt. Jeg husker på, at et figentræ er et nøjsomt træ, der ikke kræver så meget. Der burde ikke meget til, for at også jeg kunne give frugt. Med alle de muligheder, jeg har fået givet. Men mine kviste er lette og mine grene svajer for vinden.

Så er det, jeg husker på, at der er en, der forsvarer alle de ufrugtbare træer. Der er altså også én, der forsvarer mig. Og det er Guds egen søn, Jesus Kristus. Han tør gå i rette med sin egen far. Der er altså en gartner, der tør give plads til det unyttige, det, der ikke altid kaster den frugt af sig, som man kunne forvente.
---
Figentræet fik en sidste chance for at bære frugt, men hvad er det for frugter, vi mennesker skal bære? Det er, som vi præster ynder at sige, åndens frugter. Det giver måske ikke meget mening her i 2012, men hvis jeg nu siger, at åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og tilgivelse, så ved I nok godt, hvad jeg snakker om.

---
Historien om figentræet er så let at misforstå. Misforstå, så den i stedet for at indgyde mod, vækker mismod. Misforstå, så den i stedet for at fortælle om Guds tålmodighed og omsorg, bliver til rædsel. Misforstå, så den bliver til frygt fremfor glæde.
Ene og alene fordi vi overhører Guds ”måske”. Det håbefulde måske, som gør hele forskellen. Lad det være det ord, vi tager med os herfra i dag: Det lille, store måske, for i det er der håb.

Amen.  
---
Ifølge Ezekiel skal enhver nu kun undgælde for sin egen synd – men det skal man så til gengæld også! Hvis man træder ved siden af, er der kontant afregning: ’Den, der synder, skal dø!’
Det er sandsynligt, at de mennesker, der nu er kommet til Jesus for at fortælle om Pilatus´ ugerning har delt dette synspunkt.
I hvert fald spørger Jesus dem, om de mener, at de døde er blevet dræbt, fordi de var specielt store syndere – som om han havde en forventning om, at det mener de nok et tilfældet.
Han venter nu ikke på sine tilhøreres overvejelser men kommer deres eventuelle bekræftelse af dén opfattelse i forkøbet med et klart: nej!
Og han lader det ikke blive ved det. Efter at have afvist, at der skulle være en sammenhæng mellem et særligt umoralsk liv og en voldsom død som straf for et sådant liv, trækker Jesus straks selv et andet eksempel frem til at illustrere den samme pointe.
Heller ikke de atten mennesker, som døde, da et tårn i Siloa styrtede ned over dem, døde, fordi de var mere skyldige end alle mulige andre i Jerusalem, siger Jesus.
Han afviser i begge tilfælde, at de døde skulle være døde, fordi de dermed fik løn som forskyldt.

Han afviser, at døden skulle være Guds retfærdige straf for de uretfærdige gerninger, de dræbte havde gjort i deres liv. Skyld og skæbne er ikke forbundet på denne måde.
Hvis det er rigtigt, at Jesu tilhørere fortalte historien om Pilatus´ drab på de ofrende galilæere for at få ham til at bekræfte, at regnskabet over deres måde at leve på dermed var blevet gjort op, så har de jo nok haft vanskeligt ved uden videre at acceptere Jesu afvisning af , at der skulle være en sådan sammenhæng.

For vi andre synes det umiddelbart mere ligetil at acceptere, at det er sådan.
For vi deler jo ikke den tids opfattelse af, at vores eller andres død – eller vanskelige vilkår og ulykke i livet – skulle være Guds straf for et umoralsk eller syndigt liv – eller gør vi?
Når vi får at vide, at vi skal leve sundt og spise fedtfattigt, hvis vi vil have en ordentlig livskvalitet og i sidste ende undgå at dø for tidligt af blodpropper eller overvægt, er det så ikke i bund og grund udtryk for den samme måde at tænke på?
Du bliver, hvad du spiser ! Du sår, hvad du høster!
Jeg hørte for nyligt én sige, at synden i dag er flyttet fra underlivet til munden. Hvor umoral og synd tidligere i høj grad var forbundet med seksualitet, er det i dag snarere sådan, at umoral og synd er knyttet til det, vi putter i munden.
At spise sundt og leve sundt er blevet et almindeligt krav til os alle, hvis vi skal gøre os forventninger om at få et godt liv.
Hvis vi putter det forkerte i munden eller hvis vi ikke sørger for at bevæge os tilstrækkeligt, så er vi så at sige også selv ude om det, hvis det går galt.
Og omvendt: hvis vi bliver syge eller tingene går skævt, dukker det spørgsmål ofte hurtigt op – både fra os selv og fra andre – om vi nu også har gjort nok for at undgå sygdommen. Har vi været tilstrækkeligt opmærksomme på vores madvaner, vores motionsvaner og vores stressniveau ? Kunne vi ikke bare have tænkt os om i tide, have indrettet os anderledes og dermed have undgået, at det gik som det gjorde ?
Jeg tror, vi udmærket kender til den opfattelse, at det er selvforskyldt, hvis livet går i stykker eller hverdagen falder fra hinanden.
På den måde tror jeg faktisk vi har rigtig gode forudsætninger for at forstå, hvordan de mennesker, der henvender sig til Jesus i dagens tekst, har tænkt.
Vi er – som de mennesker, der kom til Jesus – vant til at tænke ud fra mønsteret: ’noget for noget’ – ud fra, at der må være orden og sammenhæng i tingene.
Når noget sker, må der naturligvis være en fornuftig årsag til, at det sker.
I dagens evangelietekst afviser Jesus, at det forholder sig sådan.
Der er ikke en ligefrem sammenhæng mellem, hvad vi gør og hvordan det går os – hverken i dette liv eller senere.
Der er ikke en højere retfærdighed, som sikrer, at tingene går op i den sidste ende. Livet er ikke retfærdigt.
Når nogle mennesker må slås med en helt urimelig tung skæbne, mens andre tilsyneladende kommer gennem livet uden at det giver dem ret mange knubs, men nok mange privilegier, så er det ikke fordi de første får deres retfærdige straf for alt det forkerte, de har gjort, mens de andre modtager deres retfærdige belønning for alle deres gode gerninger. Den retfærdighed findes ikke.
Den Gud, som Jesus kalder sin far, er ikke en Gud, som sørger for at alting går retfærdigt til og som sørger for, at de ting, vi kommer ud for er rimelige, retfærdige og forståelige.
Tværtimod. Den Gud, Jesus kalder for far, er en Gud, der er grænseløst urimelig. Det er en Gud, som insisterer på, at vi ikke simpelthen er vores fortid og at vi slet ikke kun er alt det, der gik galt i den fortid. Det er en Gud, som insisterer på, at der – trods vores fortid – altid er en ny mulighed for at gøre godt og for at livet kan vokse og gro – for andre og for os selv.
Det er en Gud, der insisterer på, at ingen af os slæber rundt på en fortid, som er så stor og så tung, at det sidste ord om os dermed er sagt. Der er altid en mulighed for, at der på trods af fortiden kan lyde et: prøv igen!
Et ’prøv igen!’ der er båret af Guds ubetingede og grænseløse omsorg og kærlighed til hvert eneste menneske – uanset, hvilken fortid vi slæber med os i bagagen.
Det, tror jeg, er, hvad der ligger i Jesu afvisning af sammenhængen mellem skyld og skæbne.
Men så tilføjer han noget, som tilsyneladende er det modsatte!
Han siger nemlig til sine tilhørere, at hvis ikke de omvender sig, skal det gå dem på samme måde som de mennesker Pilatus dræbte og som de, der fik tårnet i Siloa ned over sig.
Hvordan i al verden hænger det sammen?
Hvordan kan Jesus på den ene side afvise, at vores skæbne afhænger af, hvad vi gør og hvordan vi opfører os og så på den anden side sige, at hvis ikke vi omvender os, skal det gå os på samme måde?
Er det ikke at trække det hele i land igen og alligevel bekræfte, at vi ligger som vi har redt, at vi skal høste som vi sår og at vi får løn som forskyldt ?
Hvis det var tilfældet, ville det være i modstrid med alt det, Jesus ellers gjorde og sagde.
Han straffede aldrig mennesker for det, de havde gjort forkert. Han forsøgte tværtimod altid at hele menneskers liv, dér hvor det var gået i stykker. Han spurgte aldrig efter, om de nu også havde fortjent en ny mulighed. Han gav dem den uden videre – fordi de havde brug for den. Og fordi kærligheden ikke kan stille betingelser før den vil elske.
Jeg tror da også, hans pointe her er en anden.
Når tilhørerne – og vi – får at vide, at vi uden omvendelse kan se frem til en død som de, der blev myrdet af Pilatus eller knust under tårnets sten, så tror jeg ikke, vi i det skal høre en trussel om, at hvis ikke vi forbedrer os, venter den retfærdige straf – og at den bliver voldsom.
Jeg tror snarere det er en opfordring til at turde give slip på forestillingen om, at alt skal gå retfærdigt til – til at turde opgive ’noget for noget’ tankegangen og forestillingen om, at vi kan undgå at blive skyldige.
Til at turde opgive troen på, at hvis bare vi opfører os ordentligt, så vil vi også blive belønnet for det – af mennesker og Gud – med gode kår og et langt liv.
Jeg tror det er en opfordring til at turde erkende, at vi alle skal dø og at hverken tiden eller omstændighederne måles retfærdigt ud.
Vores tid er under alle omstændigheder begrænset. Og i det perspektiv bliver det ikke ligegyldigt, hvad vi bruger vores begrænsede tid til.
Tværtimod bliver det vigtigt, at vi bruger den begrænsede tid til at række kærligheden videre. Til at gøre gode gerninger – ikke for at vi dermed kan gøre os fortjent til en retfærdig belønning, men fordi de mennesker, der er omkring os, har brug for, at vi gør det.
De mennesker, der er omkring os har brug for, at vi bærer frugt, men jeg tror de fleste af os ofte må erkende, at vi ikke bar de frugter, der var brug for eller vi havde håbet, vi kom til at bære.
Ofte må vi se tilbage på ting, der mislykkedes og ikke blev til det, vi havde drømt om. Det eneste, vi da står tilbage med kan være den forspildte mulighed og det bristede håb.
Når det er tilfældet, har vi brug for en langmodighed og en overbærenhed, som den gartneren i dagens evangeliefortælling har. Så har vi brug for at kunne tro, at også vi får lov at få en ny mulighed – en ny chance for at bære frugt og række liv og glæde videre.

Vi kan håbe på, at de mennesker, vi er sammen med har den langmodighed og den overbærenhed.
Og jeg er sikker på, at Gud har den.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02