Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

20. søndag efter trinitatis 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

Forleden var jeg på husbesøg ved en ældre dame i pastoratet og hun havde en bogserie, hun gerne ville anbefale mig. Det var den nu afdøde forfatter og teolog Jørgen Thorgaards krimiserie på fire bind ”Døden kom til…”.

Jeg elsker bøger og elsker at få bøger anbefalet, så jeg var meget lydhør overfor den ældre dame, som over rullepølsemaden straks begyndte at fortælle om hovedpersonen i disse bøger – og jeg håber af hjertet ikke, at jeg minder om denne person ved navn Jonas Ottesen! Jeg kunne nemlig forstå, at han både var en halvgammel, doven og fordrukken præst.

Jonas Ottesen kommer altid for sent og spiller kort med konfirmanderne i stedet for at forberede dem til konfirmationen. Han støder an alle steder, stinkende af sprut og usoigneret. Men han har den nådegave, at han kan prædike, så taget løfter sig af kirken og man kan se lige ind i Himlen og høre englene synge – i hvert fald når han, ud over at være inspireret af spiritus sanctus, altså helligånden, også er inspireret af den almindelige spiritus.

Men nu har Jonas Ottesen besluttet sig for et andet liv. Under stærk inspiration af en himmelstormende forelskelse er han gået på antabuskur. Nu kommer han til alle aftaler og møder fem minutter før tid, renvasket, nybarberet, lugtende af kærnemælk og retfærdig! Han underviser konfirmanderne helt efter bogen og giver dem sågar lektier for. Han besøger plejehjemmet og taler med de ældre om livets store spørgsmål, så de slet ikke kan sove om natten, og han prædiker velforberedt og teologisk korrekt – så alle er ved at falde i søvn.

Reaktionerne er voldsomme. Nu har man i sognet gennem så mange år vænnet sig til en fuldstændig vanvittig præst. Men efter hans pludselige omvendelse har man ikke længere noget at orientere sig efter. Verden vender på hovedet, og det er ikke, fordi man ikke tidligere har skældt ud over præstens udsvævende liv, men da var der da orden i tingene. Man kunne trygt regne med, at han var fordrukken, uduelig og luddoven. Det stod fast, men nu står ingenting pludselig fast længere.

Det socialdemokratiske menighedsrådsmedlem og brugsuddeler, Anton Riisgaard, bliver forvirret i sin naive, småborgerlige selvretfærdighed. Nu mangler han jo pludselig et menneske at foragte. Hvordan skal han kunne opretholde idéen om sin spinkle vellykkethed, hvis han ikke har et ordentligt grundlag at hævde sig på?

Den indremissionske menighedsrådsformand, Peter Lærkesen, som tidligere har elsket Jonas Ottesens prædikener, anklager dem nu for at være uden ånd, glød og lidenskab. Han foretrækker den gamle Jonas Ottesen med ånd og glød frem for en ædru præst, der kun siger pæne og korrekte ting.
Peter Lærkesen er som pietist fortrolig med det evangeliske mysterium, at toldere og skøger skal gå forrest på den store dag. Og derfor antyder han forsigtigt, at præsten, måske i mindre omfang, skulle tage de gamle hjælpemidler i brug igen, så menigheden kan få nogle ordentlige prædikener. Alle kræver, at normale tilstande bør genoprettes. Selv hans biskop.

Men målet bliver fuldt, da Jonas Ottesen indkaldes til en sjælesorgssamtale hos et gammelt sognebarn, som ligger for døden. Hun har været tryg i troen, men nu vakler alting. Hun er nu begyndt at tvivle på syndernes forladelse på grund af præstens nye, retfærdige liv.

Selv har hun ikke så mange synder at stille op med, mener hun. Det værste, hun har bedrevet, var at skumme fløden af transportspandene, uden hendes mand opdagede det, og i stedet bruge den i madlavningen. - Det, som ellers skulle have givet dem flere penge fra mejeriet. Syndernes forladelse havde været et diffust begreb for hende, men hun har haft stor hjælp i at se præsten kvaje sig så overbevisende. Først da hun fandt ud af, hvad Jonas Ottesen var for én, forstod hun ordene om syndernes forladelse. Når en storsynder og drukkenbolt som Jonas Ottesen skulle se Guds rige, så ville der også være plads til hende og andre skikkelige folk, mente hun. Hun var altså sikker på, at han så at sige skulle være en døråbner for hende til Guds rige.

Men nu havde alting ændret sig. Der var ingen storsynder i Jonas Ottesen til at gå foran hende gennem døden, dommen og porten.
”Jeg har forstået det, og jeg er meget ked af det”, sagde præsten.
”Er du?”, spurgte hun med skeptiske øjne. ”Så lav dig tilbage igen! Skulle en Guds tjener ikke tage dét på sig?”
At ikke engang de gamle kunne få lov til at dø med sjælefred, fordi præsten havde tiltaget sig en ædruelighed og retfærdighed, som ikke passede til ham, var et problem, som var uoverskueligt.

Og en morgen beslutter præsten sig så for at genoptage sit gamle liv. Han går i brugsen og køber et par kasser øl og noget spiritus, så brugsuddeleren kan være både orienteret og beroliget og igen foragte sin fordrukne præst.
Han ånder sprutånde på den indremissionske formand, så han rigtig kan glæde sig til den næste søndagsprædiken.

Alt stabiliserer sig altså i sognet igen, og det gamle sognebarn kan dø med fred, for Jonas Ottesen er igen Jonas Ottesen. Hvis det er de værste, der går først, så må det være ham, der åbner døren for alle de andre. Og det er godt og trygt at vide. Gode, gamle Jonas Ottesen er igen tilbage på plads i forreste række.

Og hvorfor nu dette lange bogreferat fra prædikestolen, tænker I måske? Jo, evangeliet siger jo, at gudsriget er åbent for toldere og skøger og alle de andre, som vi gerne ser ned på. Ud fra tankegangen er det vel, fordi de gør Guds vilje ved at modtage Guds rige. Skønt de er rygende uretfærdige, får de skænket en retfærdighed, som ikke er deres, men skyldes ham, som fortæller historien, nemlig Jesus Kristus, Guds søn. De er altså inde i varmen ganske ufortjent.

Overfor det, kan man som et såkaldt skikkeligt menneske reagere på to måder. Man kan som de selvretfærdige farisæere blive forarget og sige, at på de præmisser vil man slet ikke være med! Eller man kan reagere med taknemmelighed og tænke, at når der er plads til dem, så kan jeg nok også være med. Det er godt, at de går foran og tager skraldet, hvis der skulle være noget skrald at tage.

Også i den sidste holdning er der en vis portion selvretfærdighed. For hvad har vi i virkeligheden at lade andre høre?
Som bekendt siger Jesus: ”Den, der selv er ren, kan kaste den første sten.”. Men den sidste form for selvretfærdighed er dog den mest sympatiske.

Dog må vi aldrig glemme, at der allerforrest går en helt anden, nemlig Jesus Kristus. Det er den eneste retfærdige, som gerne åbner døren for enhver, der vil gå ind til Guds rige. Han er som en tredje slags søn i dagens fortælling: Han siger nemlig både ja og gør sin fars vilje. Og mon ikke alle vi andre kan have godt af at tage ved lære af ham? Jeg tror det.
Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02