Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

16. søndag efter trinitatis 2012

Høstprædiken ved Maja Søgaard Kristensen

Alle gode gaver de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed.

I dag er det en ganske særlig søndag, for i dag fejrer vi høstgudstjeneste her i Hornbæk/Råsted kirke, og det gør vi for at takke Gud for alle de gaver, han dagligt sender ned og velsigner vores liv med.
Og som I kan se, har vores dygtige graver /menighedsråd også været så sød at iklæde kirken de smukkeste efterårsfarver.

En høsts udbytte er det, vi lever af. Det er den løn, vi tjener, men også den glæde vi oplever. Det er lykken, vi får skænket, og vi har et stort overskud her i Danmark, verdens lykkeligste land, som vi hedder ude i verden. Vi høster så meget. Men en god høst er aldrig en selvfølge. Der er ingen sikre anvisninger på, hvordan det skal gøres. Vi er udleveret til vind og vejr, til sol og regn. Vi er i dybest tænkelige forstand afhængige af det ovenfrakommende.

En høstgudstjeneste ville jo være uden mening, hvis vi selv kunne bestemme vores liv, og hvordan det skulle udvikle sig. Hvis vores teorier om det gode liv stemte overens med praksis. Hvis vores kunnen slog til. Hvis vi ikke på nogen måde var afhængige af noget uden for os selv – udenfor vores kontrol.

Men det er jo netop det, vi er. Vi er dybt afhængige af andre og det andet – et godt helbred, tid og muligheder. Vi er afhængige af så uhyggelig meget, som er helt uden for vores indflydelse. Der er altid noget, vi ikke kan selv. Vi kan aldrig sikre os selv 100%. En anden må gøre det for os.

Helt uforklarligt og mirakuløst skænker vores himmelske far os vort daglige brød, både i form af mad og drikke, mennesker at dele vores liv med og alle de øvrige ting, som vi mennesker har brug for for at kunne fungere. Vi høster dagligt alle af Guds uendelige gavmildhed.

Og ved høsttid, om nogen, bliver Guds gavmildhed meget tydelig. Men høsten, ja den minder os jo ikke kun om Guds gavmildhed. Høsten minder os også om dødens realitet.
Markerne, som for kort tid siden var fulde af liv, er nu tomme og golde, og efter høstens glæde, kommer vinterens kulde.

Det er vilkåret for naturen, og det er vilkåret for ethvert menneskeliv. Efter det lysegrønne forår og sommerens varme, efter høsten og efteråret, kommer vinterens kulde og død.

I løbet af livet, når vi oplever sorg og meningsløshed, når vi mister nogen, som vi holder af. Når sygdom ødelægger vores liv eller andre gør livet svært for os og til sidst, når døden indhenter os, ja, dér mærker vi vinterens kulde og død.

Det er det, der er sket for Lazarus’ søstre i dagens evangelium.
Fortællingen om den døde Lazarus griber os umiddelbart. Og det gør den, fordi selve situationen er så velkendt.
Den grænseløse sorg over at miste et menneske, vi holder af, er en sorg, som vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv må igennem. For det hører jo med til det at være menneske, at døden på et tidspunkt kommer og skiller os fra nogen, vi holder af.
Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i søstrenes sorg. De har mistet deres bror, de har mødt livets grænse. Den grænse, der sætter sit uigenkaldelige skel, og som gør, at alt håb nu er ude, og kun efterlader sorg og fortvivlelse. Lazarus er ikke længere fuld af liv, som den bølgende gyldne mark, og tilbage står kun dødens golde stub.
Før døden kom og satte skel, var der stadig håb. For sådan er det. “Hvor der er liv, er der håb”, siger vi. Derfor bliver vi ved med at håbe og tro på, at det nok skal ende godt.

Sådan var det også for Martha og Maria. Lige til det sidste har de to søstre håbet på, at Jesus ville komme og helbrede deres bror – men Jesus kom ikke, og nu er Lazarus død, og alt håb er ude.

Men historien om Lazarus ender ikke her. For både Martha og Maria løber grædende ud til Jesus og siger til ham: ”Herre, hvis du bare havde været her, var min bror ikke død!”.

Martha og Maria går altså begge ud fra, at Gud ikke er dér, hvor døden er. Hvis Gud dog bare havde været hos deres bror, så var døden ikke kommet.
Og sådan føler vi mennesker det nok ofte, når vi står overfor døden, katastrofen og det meningsløse. Så kan vi ikke mærke Gud, så tænker vi, at Gud har forladt os, eller at han måske slet ikke findes, når noget så slemt kan ske for os.

Men Jesus, Guds egen søn, viser i dag Martha og Maria, at de tager fejl. Han henter nemlig Lazarus ud af graven og giver ham livet tilbage. Jesus viser både dem og os i kirken i dag, at selvom døden er en del af menneskelivet, så er den ikke det sidste, der er at sige om et menneske. For døden kan aldrig standse det liv, som Jesus bringer med sig.
Det liv, der går helt ind i gravens dybeste mørke, hvor det stinker af død, og tager os med ud i lyset.

Og derfor tør vi også håbe, at når vi oplever, at dødens kulde gør sit nådesløse indtog i vores liv, så er Gud også dér! Uanset hvor meget vores liv er gået i forrådnelse, uanset hvor voldsom dødens stank er, så vil Jesus hente os ud til livet igen.

Nu må I ikke tro, at den endelige overvindelse af døden sker i opvækkelsen af Lazarus – han skal jo dø igen. Nej, overvindelsen af døden består i dét, Lazarus’ opvækkelse er et tegn på; nemlig at Gud overvinder døden i form af det evige liv, som starter her og fortsætter hisset.

Ligesom vinterens kulde altid efterfølges af det lysegrønne forår og sommerens varme, sådan skal døden altid efterfølges af livet - en evig sommer hos vor Gud.
Så når vores timeglas en dag udrinder, så vil Jesu hænder række helt ned i gravens mørke og hente os op, op til sig.

Efteråret nærmer sig med hastige skridt. Og snart vil vi endnu engang opleve, hvordan naturen forfalder; hvordan bladene visner og falder af træerne, og hvordan haverne bliver tømt for blomster og frugt.
Og det er faktisk lidt trist. Men alligevel gør efteråret os ikke modløse – højest lidt vemodige. Vi taber ikke modet, og det gør vi ikke, fordi vi ved, at Gud på den anden side af efteråret og vinteren, atter lader nyt liv til jorden strømme til os ovenfra.

Ja, alle gode gaver de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed.
 
Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02