Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

12. søndag efter trinitatis 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

Vi nærmer os snart den 11. september. En dato, der i år 2001 brændte sig fast i vores sind.
Jeg vil starte denne prædiken med at læse to delcitater, hvoraf I måske kender det sidste, som har relation til 11. september.

Første citat kommer her: ”Ved afskedsfesten ville alle opmuntre mig og indgyde mig mod. Jeg gjorde mit bedste for at opmuntre og indgyde mig selv mod. Min medpilot er en køn dreng, kun 19 år gammel og underordnet flådeofficer. Vi arbejder med ét og samme hjerte og vil tordne ind i et fjendtligt skib. Skønt jeg ikke har udrettet særligt meget i livet, er jeg tilfreds med at opfylde mit ønske om at leve et rent liv og ikke efterlade mig noget hæsligt.”

 

Og andet citat: ”Jeg er ikke flygtet fra dig, men jeg gjorde, hvad jeg var forpligtet til at gøre. Du bør være meget stolt af mig. Det er en ære. Du vil se resultaterne, og alle vil være lykkelige. Jeg ønsker, du skal være stærk, meget stærk, sådan som jeg har kendt dig, og hvad du end foretager dig, så hold hovedet højt og have et mål for øje, altid have et formål og et mål forude og husk altid på, hvem du er, og hvad du er. Hold hovedet højt. De sejrende hænger aldrig med hovedet.”

To delcitater fra to afskedsbreve. De er skrevet med cirka 60 års mellemrum, det første af en japansk kamikazepilot, Nakao, til hans forældre, det andet af en arabisk terrorist til hans kæreste, Aysel. Den sidste hed Ziad og var pilot på det fly, der den 11. september 2001 blev kapret og styrtede ned i Pennsylvania.

Trods alle forskelle ligner de to breve hinanden, som de to mænds missioner ligner hinanden. Begge begår de et selvmord, der trækker talrige mennesker med sig i døden. Begge henviser de til stolthed og ære og formaner de pårørende til at fortsætte livet i den nu afdødes ånd.

 ”Jeg er tilfreds med at opfylde mit ønske om at leve et rent liv og ikke efterlade mig noget hæsligt.”, skrev Nakao. Det er denne besatte stræben efter renhed, som er hans afgørende fejltagelse. Han vil ikke efterlade sig noget hæsligt, akkurat som Ziad formaner til stolthed og ære, og således føler sig som en sejrende midt i døden.

Disse længsler efter et rent liv, efter stolthed og ære, samles i ét brændpunkt: nemlig en forrykt selvfølelse, som løfter disse mænd højt over den gemene hob, der lever en – i deres øjne – ringe tilværelse, fuld af halve løsninger og trælse, daglige pligter som indkøb, rengøring og familiemiddage.

I stedet for det daglige liv i dets ufuldkommenhed vælger disse mænd den fuldkommenhed, den renhed og den stolthed som gruen, ilden og døden indebærer, en tragisk og patetisk heroisme, men også en hul og forløjet heroisme, for det handler jo alt sammen kun om dem selv.
De skiller sig ud som noget særligt og har kun sig selv og deres renhed og ære i tankerne. Ikke et eneste sted antydes det, at de kæmper for noget og imod noget andet. Renheden og æren skal demonstreres i en spektakulær undergang og død, som samtidig myrder og lemlæster talrige, uskyldige mennesker. Men de har ingen betydning, blot gerningsmændene kan fuldbyrde sig selv og deres i sandhed inderligt perverterede renselse.

Man bør altid være forsigtig, men trods al forsigtighed vil jeg dog sige, at det er mennesker, som disse to, der begår hån imod Helligånden, den synd, der ikke er tilgivelse for. Men hvordan synder de imod Helligånden? Jo, det gør de ved at undsige og foragte det menneskelige fællesskab, hvad der ikke er tilgivelse for.

Hvor der er ånd, er der fællesskab, for ånden virker i det fælles sprog, de fælles følelser, længsler og drømme. Det fælles sprog binder sammen i fællesskab om tradition, historie og ret.
De fælles følelser er alle menneskers kærlighed til deres børn, deres forældre og deres øvrige familie.
De fælles længsler er vores fælles stræben efter en tryg hverdag og en meningsfuld og lykkelig tilværelse.
De fælles drømme er drømmene om at leve livet sammen med et elsket menneske, at se sine børn gå ind i en lys fremtid, se sit arbejde bære frugt, se en mening med livet trods al gru, vold og død i verden.

Alt dette hæver de renhedsdyrkende sig over, alt dette foragter de og drømmer i stedet om pludselig død, skibskatastrofer og sønderbombede tårne. For de er for rene og stolte til alt det jævne og ufuldstændige. Men mennesker lever nu engang på det jævne i en ufuldstændig hverdag.
Og således er det forræderiet imod den konkrete virkelighed, der er hånen imod Helligånden, den synd, der ikke er tilgivelse for.

Jeg har nævnt to eksempler, ikke for at udpege og fordømme disse to forlængst døde krigere, men fordi deres tilfælde er så ekstreme.
Men vi har jo alle noget i os af deres viljestærke drift imod det særligt ophøjede og exceptionelle. Alle vil være noget for sig selv. Det særlige foretrækkes på bekostning af det fælles. Den enkelte skilles ud som noget for sig selv. Og er man noget for sig selv, så er man jo enestående; én, der har et interessant CV og kan gøre krav på særlig opmærksomhed, særlige hensyn og rettigheder og blive stjerne i X-factor. Men alle disse særtilfælde fornægter og ophæver jo fællesskabet.

Og når man føler sig som noget særligt, så vil man kun sig selv, og så vægter man sin renhed, sin stolthed og ære, og på den måde er man et dårligt træ og frugterne ligeså; dårlige og giftlige og dødelige, både for én selv og andre.
Følgerne af disse handlinger bliver ens egen selvbekræftelse, der i bedste fald får én til at skille sig ud af fællesskabet, i værste fald bliver til sorg og gråd for andre, som kamikazepiloten og terroristens frugter blev død, ødelæggelse og rædsel.

Sådan går det heldigvis sjældent, men mindre spektakulære selviscenesættelser og destruktive selvrealiseringer kan også afstedkomme lidelse og sorg. Hvor meget sorg og hvor mange tårer har det ikke forvoldt, når en far eller mor pludselig brød ud af en familie for at realisere sig selv, skønt der måske slet ikke var noget at realisere?
Hvad bliver der så af evangeliets glæde på denne søndag, tænker I måske? Jo, evangeliets glæde er den enkle, at vi – trods vores fejltagelser og selviskhed – har fået den besked, at vi – du og jeg – er som grenene på det gode træ, der bærer mangfoldig og nærende frugt.
Kristus er stammen, vi er grenene. Og fra Kristus strømmer energien og kraften over i grenene, og på ham blev vi indpodet i vores dåb, som grene på en stamme, som vi hørte før, da Björk og Ida blev døbt.

Og når vi i vores liv kan bære god frugt og leve til glæde for os selv og andre, da er det Kristi kærlighed, der virker livgivende gennem os – også selv om den allerbedste gren af og til kan sætte et vildskud.

Derfor er der al mulig grund til at sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02