Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

7. søndag efter trinitatis 2012

Prædikenen ved Maja Søgaard Kristensen

Kæledyrenes evangelium. Sådan har nogen kaldt dagens evangelium, og det fik mig til at tænke på en gammel reklame fra et forsikringsselskab.

 

I reklamen vises to fugle i en rede – en mor og hendes flyveklare unge. Ungen ligger trygt i reden, men med en hurtig bevægelse skubber moren ungen ud af reden. Et kort øjeblik tror man som seer, at fugleungen falder til jorden, men i stedet bruger den for første gang sine vinger og flyver op i luften. Fuglemoren vidste altså, hvad hun gjorde. Og så følger sloganet: “Det handler om at være TRYG”.

Jeg er sikker på, at dette budskab går rent ind hos de fleste tryghedsnarkomaner – og det vil jo sige hos de fleste af os; hvem vil ikke gerne have tryghed i livet?
Og hvad er derfor mere nærliggende end at forsikre sig dér, hvor man har mulighed for det? Det handler jo om at være tryg!
Jesus kender tilsyneladende ikke til dette slogan. Han skal netop til at sende sine disciple ud for at prædike og helbrede. Indtil nu har de blot fulgt ham på hans vej, men nu skal de ud på egen hånd – ud på deres farlige færd, og her var et par trøstende og trygge ord nok på sin plads.

Men Jesus siger blot: ”En elev står ikke over sin lærer, og en slave står ikke over sin herre. Eleven må være tilfreds med at det går ham som hans lærer, og slaven med at det går ham som hans herre.”.

Helt ærligt – hvad er det for en slags trøst – eller tryghed?

Når alt kommer til alt, er Jesus dog bare realistisk over for disciplene, som skal ud på deres farefulde færd, for han kender vilkårene for dem. Det kan godt være, at de mister livet på deres mission, men Gud forlader dem ikke. Derfor siger han også: ”Er prisen på spurve ikke kun et par småmønter? Alligevel falder der ikke en spurv til jorden uden at jeres far er med. Så hvad har I at være bange for? I er jo langt mere værd end spurvene.”.

Mon ikke mange af os helst vil beholde det billede af Gud, at han holder hånden under os, hvis vi kommer ud for noget farefuldt, og i yderste nød er der med en afværgende manøvre – ja, det må da være en gudgiven menneskeret at have tryghed!

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at mange mister barnetroen, når livet slår en kolbøtte og truer med at vælte én omkuld; når man oplever, at den afværgende manøvre udeblev; at ulykken alligevel kom, at sygdommen alligevel ramte én, på trods af alt det, man gjorde for at undgå det. Hvor er Gud, nu hvor man omsider har brug for ham?

Det mest nærliggende i en sådan situation er at opgive Gud; for hvad skal man med Gud, når han ikke lever op til ens billede af ham?
Det kan en lille historie fra virkeligheden måske svare på.

Som mange af jer ved, har jeg været i praktik på et hospice, inden jeg blev præst, og her var jeg ude for en tankevækkende oplevelse. En mørk efterårsdag fik hospicet en ny beboer, det var en ung far på min egen alder.
Lægerne havde alt for sent opdaget, at han havde kræft og nu havde den spredt sig i hele kroppen. Alle på hospicet vidste, at han ville dø, også ham selv.

En aften spurgte jeg ham, hvordan alt dette føltes, nu hvor vennerne var ved at planlægge jul med familien og selv lå han dér og ventede kun på at dø fra sin familie.
Han så kort på mig, næsten som om han ville sikre sig, at jeg nu også var moden nok til at høre, hvad han havde at sige, Og så sagde han sørgmodigt: ”Jeg har selv gjort på nøjagtig samme måde. For et år tid siden var både min jul og min fremtid planlagt. Og fremtiden med min lille datter var så selvfølgelig, at det slet ikke slog mig, at noget kunne komme i vejen. Jeg så derimod livet og sundheden som en slags menneskeret. Men disse sidste måneder har lært mig ikke at tage noget for givet. At være rask og høre fuglesang, det er ikke noget, man kan forlange. Sundhed er ikke en rettighed, det er en Guds gave, man får ny og frisk hver morgen. Men vi har ingen garanti og denne gave vil ikke vare ved for evigt. Jeg har lært at være ydmyg over for livet, og det er ikke en selvfølge, at vi lever, til vi er 80. Jeg har kun fået 25 år i gave, og alligevel er jeg taknemmelig.”. Og så græd han.

Jeg blev meget stille og skammede mig. Hvis nogen burde vide det, var det da mig! Som barn var jeg uger fra at dø af en hjertefejl, og jeg lærte meget tidligt, at hver dag er en gave fra Gud. Alligevel måtte jeg sande, da jeg talte med denne mand, at jeg havde glemt det, og at han med sin tragiske situation måtte minde mig om det.

Og mon ikke de fleste af os tit glemmer, at vi har fået livet i gave af Gud?

Nogle gange skal der ligefrem noget tragisk til, før vi forstår det. Andre gange er det noget glædeligt (, som at få et velskabt barn som Malik), der får os til at forstå, at livet er en gave.
Men selv om livet er en gave fra Gud, betyder det ikke, at vi undgår lidelse og modgang. For som vi hører i dag, står en elev ikke over sin lærer, og lærerens liv, det vil sige Jesu liv, var præget af meget lidelse.
Gud kender med andre ord til de menneskelige livsvilkår – han var jo underlagt disse i Jesu skikkelse.

Og derfor ved vi, at Gud ikke sidder på en trone langt væk fra vores liv, men tværtimod lever med i vores liv, i sorg og i glæde, i medgang og i modgang. Og som Gud er med den mindste fugl, der falder til jorden, således er Gud altid med os i lidelsen.
Se, det er TRYGHED. Men af en helt anden slags, end den vi forsikrer os imod. For modgang og lidelse kan vi ganske vist forsikre os imod økonomisk, men ikke menneskeligt.

Kristendommen giver altså ikke os kristne mennesker et særligt helle, hvor vi ikke rammes af ondt, men vi får derimod at vide, at vi ikke er alene i lidelsen – og dét er da et gudsbillede, vi kan bruge til noget.

Kristendommens slogan kunne af den grund lyde: Det handler om at være TRYG – på trods af de menneskelige livsvilkår. På trods af de farer, der lurer, som sygdom, lidelse og død.

At leve og være dødsdømt, det er vores situation – og spurvenes med, og vi falder – som dem – før eller siden også selv til jorden. Men ingen falder uden Gud ved sin side!

Og derfor vil vi nu sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02