Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

3. søndag efter trinitatis 2012

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen

Lignelsen om den fortabte søn hører – sammen med lignelsen om den barmhjertige samaritaner – ubestridt hjemme blandt de mest kendte i vores kristne arv.
Men som vi ved – og netop er blevet mindet om – så er arvespørgsmål langt fra ufarlige og ukomplicerede. En arv kan splitte en familie ad.

For det meste er et arvestykke dog noget velkendt og rart, som vi er trygge ved; det kan for eksempel være mormors smykker eller farfars slikskål.

Men når arvestykket er lignelsen om den fortabte søn, så kan fortroligheden og genkendeligheden volde os problemer. Den historie kender vi nemlig så godt, at vi kun behøver at høre de første par linjer: “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faren: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig”. Mere behøver vi ikke at høre, for vi kender den.

Og i så fald hører vi måske ikke rigtig efter, når lignelsen fortælles. Måske er den stivnet lidt i vores bevidsthed med det resultat, at vi let kommer til at overse de mange lag, som den faktisk rummer.
I den henseende hjælper det selvfølgelig heller ikke, at lignelsen har fået overskriften: “Den fortabte søn”. Sådan en overskrift kan selvfølgelig være nyttig og måske også hjælpe forståelsen på vej. Men den rummer også en bestemt tolkning, og derfor kan den sløre blikket for, at der er flere ting på spil i lignelsen.

For at imødegå en sådan indsnævring af perspektivet kaldte den store danske teolog P. G. Lindhardt i stedet lignelsen for “Lignelsen om de fortabte sønner”.
Man kunne også med god ret foreslå titlen “Lignelsen om den fortabte far”?
For tænk blot på, hvilken forfærdelig situation den stakkels far står i. Han elsker begge sine sønner, men den yngste gider ham ikke. Han kræver sin arv – hvilket er det samme som at sige til faren: du er som en død for mig. Og så rejser han ellers bort og bruger formuen på sprut og damer. Og hvilken sorg for faren.
Af den overstrømmende måde, hvorpå han byder sønnen velkommen hjem igen, forstår vi, at sønnen var savnet – og ikke afskrevet – af faren. Og mon ikke også han hver aften har stået og skuet ud mod horisonten i håbet om at få øje på en kendt silhuet mod aftenhimlen?

Og endelig oprinder så den dag, hvor silhuetten faktisk viser sig derude i horisonten. Og hvilken lykke!
Den gamle far genkender straks sin søn, løber ud og tager kærligt imod ham. Farens glæde er overvældende og sønnen genindsættes straks i familien som den, han var, da han rejste, og som han altid vil være: nemlig sin fars søn.
 
Men fortællingen ender ikke her. For knap nok er den yngste søn kommet hjem, før den ældste vender sig mod sin far med en vældig vrede og anklager faren for at være både uretfærdig og uordentlig og have rod i moralbegreberne.

Kan vi forstå den ældste søns reaktion? Ja, det er vel egentlig ikke så svært. Måske har faren været så optaget af sin sorg over den yngste søn, at han slet ikke har haft øje for den ældstes trofasthed, flittighed og andre fortræffeligheder.

Vi må imidlertid ikke glemme, at der i lignelsen står: ”Så delte han sin ejendom mellem dem.” – storebroren er altså sikret sin del, det er hermed ikke det materielle, som han er misundelig på, han står jo til at få lige så meget, nej, det er farens manglende dom over sin lillebror, der nager ham. Det er den, som han er fortørnet over, og vi forstår ham jo godt; at kunne blive fortørnet og forarget og føle sig uretfærdigt behandlet, ja, det er en del af dét at være menneske. Vi kender det så udmærket, men burde vi ikke være mere rummelige?

Guds altfavnende barmhjertighed og rummelighed er det endelige mål, men vi mennesker kan aldrig nå derhen. Og det kan vi ikke, fordi vi alle – med kirkens ældgamle ord – er syndere.

Når vi i 2012 tænker på synd, så er det ofte noget med sex eller chokolade, men den ægte synd er at falde ud af de gode og kærlighedsfulde relationer til Gud og til andre mennesker. Og vi kan som den ældste bror ikke lade være med at forarges, det er så naturligt at slå klar med dommen og millimeterdemokratiet. Men hvad ret har vi mennesker egentlig til at være dommere over andres liv?

Det sker, at jeg som præst møder spørgsmålene: Hvorfor går det ikke altid de gode mennesker godt og de onde mennesker skidt?  Hvorfor er verden så uretfærdigt indrettet?  Hvis Gud er så god, som vi hører her i kirken – skulle han så ikke i særlig grad belønne dem – og det vil jo sige os – der prøver at leve efter hans vilje og holde os til hans bud? Hvis han altid lader sin kærlighed gå ud over os, der aldrig får, hvad vi synes, vi har fortjent, hvad er det hele så værd?

Dét får vi noget, der ligner et svar på, i dag. For Guds kærlighed ligner en far, der grænseløst elsker sine børn. Vel at mærke: Begge sine børn! – og hvad bedre er: Gud kan tilgive os mennesker alt.

Det er det løfte, han gav os i vores dåb og som selvfølgelig også har lydt her ved Violas dåb, og det er det løfte, han aldrig bliver træt af at bekræfte.

Guds kærlighed og barmhjertighed er grænseløs og gælder alle hans børn. Og dem, der føler sig særligt fromme og pligtopfyldende skal ikke regne med positiv særbehandling. Sådan er Guds kærlighed og barmhjertighed nemlig – også.

Det svarer ikke helt til vores retfærdighedsbegreber, men Guds Rige er heller ikke af denne verden.  Guds mening om retfærdighed er ikke „lige løn for lige indsats”, men ”lige løn for ulige indsats”.  Og som vi mærker det i dagens lignelse om de to sønner: ham, som ikke kan leve med det, har smækket sig selv ude fra Guds Rige.  Nemlig det Guds Rige, der ligner en fest, hvor der er plads til alle. Sådan er det.  Der er plads til os alle, hvis vi vil, og derfor mener jeg også, at lignelsen i stedet burde hedde ”Lignelsen om den barmhjertige far”.

For faren fastholder sin kærlighed til begge sine sønner: „Alt mit er dit.”, siger han til dem begge og så må vi selv fortælle lignelsen færdig.  Ja, vi ikke alene må – vi skal.  For vores tro mærkes ikke i vores holdninger, men i vores handlinger. Vel at mærke i vores handlinger rettet mod andre.  Og derfor skal vi lytte efter, når Gud indbyder os til at tage del i den fest, som livet er. Det liv, Gud har givet os i gave, for at vi kan dele det med hinanden.

Vi har ikke alle fået det samme liv i gave – vi har ikke alle fået den samme plads i familien, i lokalsamfundet, i Danmark eller i verden – men vi er alle børn af den samme Gud.

Han giver os ikke, som vi synes, vi har fortjent. Og det skal vi vist være glade for.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02