Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Trinitatis søndag 2012

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen

Forleden sad min veninde og jeg og lavede ”Top Tre”-lister over snart sagt alting og ingenting; lige fra yndlingsfag i tredje klasse til glemsomme universitetsunderviserer; fra søde barndomsminder til umulige fremtidsdrømme. Og jeg vil her i dag tillade mig at fortælle, hvordan min ”Top Tre” over søde barndomsminder ser ud og I får den i vilkårlig rækkefølge: hjemmelavet softice med min mors vafler til; min usynlige, men trofaste ven, Inalu, som havde bopæl ude i vores have; og sidst, men absolut ikke mindst: min mors aftenoplæsning af Astrid Lindgrens fortællinger om Emil fra Lønneberg.

Selvom min mor ikke sidder ved min sengekant og læser op mere, så elsker jeg stadig Emil fra Lønneberg og vil nu fortælle om dengang Emil snittede træmand nummer 100.

Det er lørdag d. 28. juli og Emil har lige gjort noget rigtig dumt, han har nemlig hældt dej over sin far og er nu blevet låst inde på værkstedet. Han synes, det er meget uretfærdig og slår selv den indvendige slå for, så man ikke kan komme ind til ham.
Da Emils far er blevet god igen og vil låse Emil ud, nægter Emil at komme ud, og forældrene går forgæves derfra.
Men Line, pigen i huset, skynder sig at slå den ydre lås for igen.
Da Emil endelig er blevet træt af at sidde i værkstedet og ønsker at komme ud, er det ikke længere muligt – låsen er slået for. Hans eneste chance for at komme ud er derfor at kravle op gennem skorstenen.

Line og Alfred sidder udenfor værkstedet på en bænk. Line bliver meget forskrækket, da Emil kommer op af skorstenen. Emil er nemlig helt sort fra top til tå, og Line tror af den grund, at han er en ”myling”, altså et uhyre. Men den gode Alfred derimod ser gennem alt smudset og kender nemt sin gode ven, Emil. Og nu vil jeg læse lidt op af fortællingen:

”Så gik Alfred hen til gavlen lige under Emil og bredte armene ud.
”Hop, Emil!”, sagde han. Og Emil hoppede. Lige ned i favnen på Alfred. Og så gik de begge to ned til søen for at bade. Det kunne Emil sandelig også trænge til.
”Jeg har aldrig kendt mage til knægt”, sagde Line og gik sprutrasende ind og lagde sig i sin slagbænk.
Men nede i Katholtsøen blandt hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og oppe under himlen sad julimånen rød som en lygte og lyste for dem.
”Du og jeg, Alfred”, sagde Emil.
Ja, du og jeg, Emil”, sagde Alfred.
”Ja, det skulle jeg mene!”.

Denne fortælling viser Alfreds betingelsesløse og afgrundsdybe kærlighed til Emil. Alfred kan straks genkende Emil, selvom han er helt smudset til – han ser lige igennem alt det beskidte, og selvom Emil er meget, meget vred, er Alfred venlig og griber Emil.

Nede i søen bliver Emil vasket ren – han får smudset vasket af sig og bliver renset for dagens dårlige oplevelser. Og ved at sætte deres navne sammen; ”Du og jeg, Alfred”, udtrykker Emil den samhørighed, han føler med Alfred.

Vi er altså her vidner til en gensidig kærlighedserklæring uden mange ord. Men man tager ikke fejl af dybden og vi er ikke det mindste i tvivl om, at de to betyder meget for hinanden. Alfred og Emils navne sat sammen og nævnt overfor hinanden, det er alt – og det er nok.

Dét minder mig om kirkens dåbsritual, som (I jo nok kunne høre), har lånt ord fra dagens evangelium. I dåben bliver der heller ikke sagt særlig mange ord, men her bliver barnets navn sat sammen med Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. De bliver nævnt overfor hinanden og udtrykker på den måde den samhørighed i afgrundsdyb kærlighed, som er dåbens betydning.

Nu ved jeg naturligvis ikke, om Astrid Lindgren særligt havde den kristne dåb i tankerne, da hun skrev denne fortælling om Emil, men det er da bemærkelsesværdigt, at denne afvaskning af synderens smuds netop sker, hvor Emil for en gangs skyld har lavet rigtige skarnsstreger og har været vred og trodsig – endda så meget, at hans mor på samme side skriver i stilebogen: ”Gud hjælpe mig med den dreng”. Og det er bemærkelsesværdigt, at denne ordknappe kærlighedserklæring netop finder sted ude i søen i det rensende vand.

Uanset om denne fortælling handler om dåben eller ej, så er det en smuk beskrivelse af det menneskelige forhold, at vi har brug for en kærlighed, der ser og kender os gennem smudset og tilgiver os og er parat til at starte på en frisk med os.

Og på samme måde som Alfred var klar til at gribe Emil og gjorde det, er Gud også altid klar til at gribe os, når vi gør noget dumt eller er kede af det.

Når vi eller andre gør noget rigtig dumt, kan vi ofte høre os selv eller andre sige: "Nå, det skal han få betalt!". Man skylder noget, fordi man har gjort noget dumt – det koster!
På samme måde var det overfor Gud, inden Jesus ved sin død og opstandelse fik sat en stopper for den regning. Jesus betalte nemlig med sin død og opstandelse hver eneste lille øre, som menneskene fra nu og til evig tid må skylde Gud!
Jesus har betalt for vores dumheder, og lukker os ikke ude af fællesskabet, bare fordi vi fejler, nej, Jesus elsker os på trods af dem, vi er, og på trods af vores fejl og mangler.

Og hvis vi ved, vi er elskede på trods af dem, vi er, så bliver vi frie til at leve det liv, som Gud har skænket os og det er dåbens vigtigste budskab.

I dåben bliver Gud en del af vores liv, og han vil følge os, hjælpe os på vej og give os en ny chance, når vi dummer os og det hele går i stykker.

Og i dåben kalder Jesus os for sine børn og siger til slut til os: "Og se, jeg er med jer, alle dage indtil verdens ende." – det er da virkelig et ord at gå hjem og leve på!

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02