Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

3. søndag i fasten 2012

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen

Når vi hører dagens evangelium, kunne man godt ønske sig tilbage til morgenbordet, avisen og rundstykkerne.

“Det er Djævlen, der er jeres far”, “Du er besat af en dæmon”. Sådan fyger det med beskyldninger i dagens evangelium. Det er Jesus og jøderne, der diskuterer. Og det er en diskussion, der ender med at blive meget voldsom. Læser vi hele kapitel 8 i Johannes-evangeliet, vil vi se, at det hele ender med, at jøderne tager sten op for at stene Jesus til døde. Og inde midt i denne strid dumper vi ind i dagens evangelium. Jøderne har lige hævdet, at de har Gud til far. De hørte sandelig Gud til. Det var der ingen tvivl om: Vi har papirerne i orden, vi er af Abrahams slægt. Men det er et falsum, siger Jesus, og det gør han begribeligt med så store ord, at man næsten taber vejret: “I har Djævlen til far”, siger Jesus. Og jøderne svarer igen: “det kan du selv have!”.

Og hvad skal vi så i dag stille op med denne mudderkastning? Sådan noget kan vi næsten ikke tage alvorligt, tænker vi måske. Det passer slet ikke ind hos os. Vi ser mere nuanceret på tingene og vi lever i en anden tid. Vi kan godt bande og bruge Djævlens navn, men vi tager ham ikke særligt alvorlig. Djævlen er for mange blot en rest af gammel overtro. Noget fra den mørke middelalder, hvor Djævlen var gengivet med kløer, horn og hale på de mange komiske kalkmalerier rundt om i kirkerne.

Men lad os nu se på, hvad Jesus fortæller om Guds modstander. Jesus siger, at han er en løgner. Og én af hans allerfineste løgne er at camouflere sig og bilde os ind, at han ikke findes og at vi ikke skal tage ham alvorligt.

Der kommer intet godt fra Djævlen, Djævlen er ondskab. Og derfor siger Bibelen: Giv ikke plads til Djævlen, hold jer langt væk fra ham. Og det er dét, vi understreger, når vi indleder trosbekendelsen med en forsagelse: Vi forsager Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi vender ryggen til ham og alt det onde, der kommer fra ham.

Vi mennesker har svært ved at fatte ondskaben i vores liv, den er helt ubegribelig, når den stikker sit grimme ansigt frem i serier af meningsløs lidelse; tortur, voldtægt, massedrab, tomhedsfølelse og ulidelige smerte. Det er næsten uoverkommeligt bare at tale om det, og sproget svigter, når vi slår om os med tørre tal, statistikker og opremsninger. Så og så mange døde, lemlæstede, kræftramte, incestofre og så videre, en hær af mennesker, der har lidt ondt.

At det onde er en realitet, mærker vi øjeblikkeligt, når det går ud over os selv. Kroppen aktiverer sit beredskab, sindet dirrer af frygt for, hvad der skal komme, og vi føler os udleveret til en ond skæbne. Står der mon en djævel bag alt, en ondskabsfuld satan? For hvad driver egentlig bødlerne? Hvorfor pines mennesker ihjel? Og hvad er meningen med, at tusinder af børn sulter til døde? Det ondes væsen er ufatteligt.

Det gør det heller ikke lettere, at vi som regel identificerer os med ondskabens ofre, som om gerningsmændene slet ikke ligner os; de kan da unægteligt have et almindeligt liv med søde familier og gode venner! Men sproget kommer os imidlertid til hjælp. Det hjælper os til at få sat ord på de mange onder, hvorigennem ondskaben virker, og dét er da altid noget.

Tænk på de mange u-ord, som gør det onde konkret: ulykke, uheld, uret, uvilje, ugerning og så videre i en lind strøm. Alle disse u-ord er nasse-ord. De afslører det onde som en parasit, der ingenting er i sig selv. Det konkret onde tærer altid på noget andet: ulykken på lykken, uheldet på heldet, uretten på retten; der kommer altid noget før det onde, nemlig noget godt. Var der intet godt til i verden, havde det onde ikke en chance. Det onde er intet i sig selv, men det skal alligevel tages alvorligt.

Det onde skal sørme tages alvorligt, men det kan også overdrives, så vi forfalder til modløshed. Og derfor er det vigtigt for mig atter at henvise til vores trosbekendelse: Vi forsager Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Den onde skal altså forsages og ikke forklares. Bilder vi os ind, at vi kan forklare ondskaben, gør vi den harmløs og er fuldstændig uforberedte, når den rammer os. Vi bedrager os selv med bortforklaringer.
Det onde skal forsages, ikke forklares.

Og hvad kan vi så slutte ud fra dagens evangelium? To ting kan vi tage ved lære af. Det ene er, at hvis vi vil overbevise andre om, at vi er Guds børn, så må vi ty til trosbekendelsen: Jeg tror på Gud fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.
Forsøg på at få andre til uden videre at tro os fører ingen vegne. Jesus gjorde i samtalen med jøderne et tappert forsøg på at få dem til at forstå, hvem han var, men forgæves. De svarede igen med hån.
Jesus giver op og til sidst bekender han sig til Gud, eller rettere sagt, Jesus bekender for jøderne, at han er Gud. Og så må de tro ham eller lade være. Andet valg har vi heller ikke, hvis vi skal sige, hvem vi selv er. Vi må bekende os til Gud og droppe alle forklaringer om, at vi vitterligt er Guds børn og ikke Djævlens yngel.

Det andet, vi kan lære af Jesu mislykkede samtale med jøderne, er at gentage hans ord: Den onde er en rendyrket parasit. Når han lyver, nasser han på sandheden. Når han dræber, snylter han på livet. Den djævelske ondskab er intet i sig selv.

Men det kan vi kun sige overbevisende, hvis vi bekender os til den Gud, som går i døden for os. Forstå mig ret; al ondskab tærer på livsenergien fra Gud, men i samme øjeblik alt liv går til grunde, dør også den onde parasit.

Vi bekender os til Gud, som gør ondskaben til intet i Jesu død. Og det var derfor, han kom til jorden, for at frelse og befri os fra syndens og dødens og Djævlens magt. Dette evangelium, dette glædelige budskab udtrykker Johannes i sit første brev: “Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævlens gerninger”. Det var formålet med Jesu komme: at han skulle tilintetgøre Djævlens magt. Og Jesus har ved sin død og opstandelse besejret Djævlen.

Vi, som tror, får altså lov at se det onde i Guds perspektiv, og Gud har én gang for alle overvundet ondskaben i Jesu død, forstå det, hvem der kan. Denne død må vi øse af. Og set her fra virker ondskaben slet ikke så uovervindelig endda, og lov og tak for det. Gud ske tak og lov.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02