Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

2. søndag i fasten 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen
Markus 9,14-29

Hvornår er man et virkeligt menneske? Det var en snak, jeg tog med mine konfirmander forleden. Konfirmanderne var enige om, at det for eksempel kan betyde, at man er totalt uafhængig af andre og at man også selv kan træffe beslutninger om at ændre sin livssituation, hvis det er det, man vil. Den, der i sidste ende bestemmer over mig selv, er mig selv.
Og det lyder jo på sin vis besnærende rigtigt. Men netop derfor burde vi også turde spørge, om det nu også er sandt? Er man først et virkeligt menneske, når man ikke længere er afhængig af andre og derfor ikke behøver at bede andre om hjælp?

 At bede en anden om noget, burde ikke være et problem. Ikke desto mindre er det svært at tænke på den situation, at vi en dag kan blive hjælpeløst afhængige af andre. Det kan være vores helbred, der med alderen sætter grænser for vores udfoldelsesmuligheder. Eller vi kan blive lammet ved en trafikulykke eller af en blodprop.

Især i vore dage er det som om, at netop tanken om at blive svag og afhængig, fylder mange mennesker med frygt. Som præst hører jeg tit folk udtale i ramme alvor, at hvis der kun var udsigt til et liv i afhængighed af andre på et plejehjem, så vil de hellere tage deres eget liv.
Men hvorfor er det så ydmygende at være afhængig af andre? Måske er det, fordi vi alle lever i troen på, at det er muligt at have fuldstændig kontrol over sit liv.

Derfor spørger jeg igen: Er man først et virkeligt menneske, når man ikke længere er afhængig af andre og derfor ikke behøver at bede andre om hjælp?

Kristendommen er helt klar på det punkt og oplagt i modstrid med vor moderne tids idealer om det perfekte og selvkontrollerende liv. Kristendommen siger faktisk, at det eneste sande liv, er det, der leves helt i og ud af afhængigheden til andre.
Det hørte vi i lektien fra første mosebog. Gud skabte mennesket som mand og kvinde og det vil sige, at vi blev skabt til fællesskab og gensidig afhængighed. Vi behøver hinanden og kan ikke leve uden at vide os elsket og accepteret af andre mennesker.

Det er den ene form for afhængighed. Den anden følger umiddelbart efter, når det fortælles, hvordan Gud gav mennesket alle planter, fugle, fisk og dyr at leve af. Alt, hvad vi har brug for, giver Gud os. Vi kunne intet skabe af os selv, hvis ikke vi havde naturens rigdomme at øse af.
Og sidst i skabelsesberetningen hedder det, at Gud så alt, hvad han havde skabt – mennesket, naturen og altings samhørighed – og så, hvor godt det var!

Menneskets gensidige afhængighed af hinanden og af Gud er derfor ikke en svaghed og et onde, men et velsignet gode. Det er, som det skal være, og det er godt nok. Vi er skabt til at høre sammen og vi har brug for hinanden.

Dette må Jesu disciple lære den dag, vi hører om i dagens evangelium. En far har bragt sin syge søn til disciplene, fordi han tror, de kan helbrede ham. Men heller ikke disciplene kan gøre noget mod de kræfter, de bliver konfronteret med. Drengen er besat af en ånd hedder det. I dag vil vi nok mene, at han fik et epileptisk anfald. Men ét er sikkert; han synes at være styret af voldsomme kræfter.

Markus fortæller, at drengen bliver kastet til jorden.
Vi bliver også kastet til jorden, når vi dør. Bagefter bliver der kastet jord på os, også somme tider før vi dør i den mere mudrede udgave. At dø er at blive kastet til jorden. Som regel er der en dæmon på spil. Dæmoni består jo i at blive lukket inde i sin egen verden, stum og døv for de øvrige omgivelser, måske blind og døddeprimeret. Indesluttet i sig selv, føler man sig død og bange, måske så bange, at man ikke mere tør åbne sig. Kastet til jorden tør man ikke mere rejse sig op, for hvornår bliver man slået i jorden igen? Her er der tale om en begravelse i levende live, som når en dreng både bliver stum og døv.

Markus beretter videre, at Jesus satte dæmonen på porten, og drengen så ud som en død. Men – og nu kommer det så – ”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.”. At tage en anden ved hånden er altså genopstandelse, intet mindre. Dagligt sker denne genopstandelse uendeligt mange gange, nemlig når den ene tager den andens hånd for at rejse ham op, efter at han er faldet. Han får en oprejst gang i verden ved at blive taget ved hånden af en anden. Så enkelt er det, men det er ikke noget, man selv kan. En anden må tage dig ved hånden. Så kan du opstå fra de døde, rejse dig op efter at være kastet til jorden.

Og det befriende er jo, at enhver kan tage en anden ved hånden og rejse ham op. Det koster ikke noget at gøre og det er ret så betydningsfuldt i disse krisetider. At række hånden ud og tage en andens hånd kan alle. Altså kan også I rejse døde fra jorden. I kan virkelig få andre til at genopstå. Nu ved jeg godt, at vores naturlige beskedenhed forbyder os at stile alt for højt, men at tro, det er at kunne og hermed ikke sagt ”at kunne selv”.

Der findes vel egentlig ikke noget ord, som er mere misforstået end netop ordet “TRO”.
Når jeg taler med konfirmanderne om tro, har jeg ind imellem brugt ordet “tillid” som forklaring, men som oftest kender konfirmanderne kun ordet i konstruktionen “selvtillid” og det er netop det modsatte af tro!

Det er måske også forklaringen på, at så få i dag har mod til at acceptere svaghed og afhængighed som et vilkår, vi alle er underlagt. Mange mener, at alt kan klares med tro på sig selv og det vil sige med selvtillid. I det aktuelle tilfælde fra dagens evangelium vil det så betyde, at drengens selvtillid ikke fejlede noget og af den grund kunne Jesus helbrede ham.

Men det er så forkert, som noget kan være! Og dertil kommer så, at det slet ikke er kristendom.
Hvad Jesus siger til faren - og til os alle - med ordene “Alt er muligt for den, som tror!”, er mindst af alt, at vi skal forsøge at styrke vores selvtillid.
Det er jo netop faren og disciplenes tillid til, at de kunne klare sig selv, der her lider et alvorligt knæk.

Faren kan faktisk så lidt, at han ikke tror, at han kan tro. Han kæmper for at tro, at Jesus kan hjælpe, men han erkender også, at hans tro er så svag, at den behøver hjælp. “Hjælp min vantro”, råber han til Jesus, og det vil sige, at faren accepterer sin afhængighed og sin svaghed! Og Jesus ser i dette, at faren ved, hvad tro handler om. For at tro på Gud er også at have tillid til at turde bede Gud om alt.
Derfor er Jesu svar til disciplene, da de spørger, hvorfor de ikke kunne det, som han gjorde, så kort og enkelt: “Den slags kan kun drives ud ved bøn!”.

Den største hos Gud, er netop den, som tør bede om hjælp. Den, der accepterer afhængig af kærlighed og omsorg. Den, som kan og vil tage imod det, som Gud giver.

Og når vi kommer til den dag, hvor vi skal dø, da bliver dette så meget mere vigtigt, fordi vi da endegyldigt er konfronteret med vores egen svaghed og afmagt. Da er det ikke længere afgørende, hvad vi kan og ikke kan, men bønnen til Gud om at gøre det, som han alene kan.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02