Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Sidste søndag efter H. 3 k. 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

”Den, der elsker sit liv, mister det.”, siger Jesus i dag. Det ligger så dybt i os at elske vores liv og holde fast i alt det materielle. Vi er så bange for at miste. I disse tider hører vi om banker, som går konkurs og utallige mennesker, der mister deres penge. Det må være et chok for dem. Lige så stort et chok må det være for den ansatte, der pludselig får beskeden: ”du er fyret.”. Sådan vil det være for os alle, hvis vi kom i den situation. Men er det ikke at sætte penge og arbejde for højt? At føle, at vi mister os selv, hvis vi mister disse to?

 

For nogle år siden ville skolerne lære børnene at spise sundt og derfor brugte et slogan: Du er, hvad du spiser. Hvis du kun spiser usundt slik, bliver du usund. Jeg tror, at vi overfor os voksne kan bruge et slogan, der ligner: Du er, hvad du nyder. Går du højt op i at tjene penge, så bliver du som penge; ubarmhjertige og kolde. De er begærlige og kender ingen grænser i jagten efter flere penge. Går du højt op i arbejde og karriere, så bliver du som arbejdet; nøjeregnende, overflittig og blind for det smukke og nyttesløse i livet. Du er, hvad du nyder.

Og hvis vi kun går op i penge og arbejde, så mister vi livet. Hvis vi kun nyder alt det vi har og ejer, så mister vi blikket for det væsentlige i tilværelsen. Mange opdager også, at de pludselig mister meningen med det, de gør, når der kun er fokus på det materielle i livet. Pengene fører intet godt med sig og arbejdet bliver tomt.
Og hvis vi aldrig glemmer os selv, vores pligter og vores problemer, så oplever vi slet ikke livet.

De mennesker, som hviler i sig selv, de har netop glemt sig selv. De skal ikke hævde sig, det er ikke nødvendigt for dem. De skal ikke prale med det, de gør, det har de slet ikke brug for. De skal ikke være noget i andres øjne, de hviler i sig selv. De er, hvad de er. Sådan var Jesus også.

I denne helligtrekongertid, som er en åbenbaringstid, vil Jesus vise alle, hvem han er. “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres” siger han til sine disciple. Og så fortæller Jesus ellers en lignelse om hvedekornet, der skal puttes i jorden for at dø. For hvis det ikke dør, så bliver det kun til det ene korn.

Har du et hvedekorn i dine hænder, så kan du hurtigt se, hvad det er. Om ikke andet, så kan du se, at det er et korn af en slags. Men du kan først rigtig se, hvad det er, når du planter det i jorden. Kornet dør, men op af jorden kommer der en ny plante, som igen sætter mange korn. Og de nye korn skal igen sås, og sådan bliver man ved, indtil man en dag står foran en hel mark fyldt med hvede. Og først dér kan man se, hvad ét korn virkelig er og indeholder. Du har set alle dets muligheder – alt er blevet foldet ud og er nu synligt for øjet. Det er dét, Jesus mener; verden vil ikke kunne se, hvem han er og se det fulde udbytte af hans arbejde, før han dør på korset.

Hvis Jesus ikke var død på korset, så havde vi nok ikke hørt mere til ham end alle andre store prædikanter. Men på grund af sin korsdød, og tænk her på hvedekornets død, så kunne Jesus dele sit liv med millioner af mennesker helt frem til i dag.

Højdepunktet i hans liv var dét, vi andre ville kalde en fiasko, for det var døden på korset. Han skulle ophøjes, ikke på en trone, men på et kors. Det var højdepunktet i hans liv, hvor han fuldt ud lagde sig selv og hele sit liv ind under Guds kærligheds vilje. Vejen til triumfen går nemlig gennem det, der ser ud som en fiasko: at man slipper sig selv, og lader Gud råde – da får man evigt liv.

Man må jo virkelig sige, at det er noget, der går imod den moderne verdens tankegang, og sådan er det jo med kristendommen; den vender ofte alting på hovedet.
Sådan er det jo også med den iøjnefaldende sætning fra dagens evangelium: “Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det”.
Det betyder jo ikke, at du skal hade dig selv. At elske sit liv betyder, at jeg elsker mit eget liv, så jeg kun vil leve det helt for mig selv. Jeg vil altså ikke dele ud af hverken tid eller ressourcer, men har nok i mig selv.

At hade sit liv i denne verden, betyder ikke, at jeg, når som helst, kan finde på at tage mit eget liv – for jeg hader det jo alligevel. At hade sit liv i denne verden betyder, at jeg er villig til at ofre tid og ressourcer på andre mennesker. Og hvis vi ikke glemmer os selv og bruger vores tid og ressourcer på andre, så bruger vi ikke det pund, vi har fået givet, så fylder vi ikke vores dag med hæderligt virke, som Aastrup skriver i en af mine yndlingssalmer; Du gav mig, o, Herre, en lod af din jord. Vi skal nemlig hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi deri er livet, som han skriver.

Mit liv ikke er noget, jeg har gjort mig fortjent til, det er noget, jeg har fået givet. Og livet i denne verden er ikke alt – og mit liv, ja det er ikke andet end et lille hvedekorn i den store sammenhæng. Det ser måske prangende ud, når det ligger dér solmodent og strutter af livskraft, men det kommer ikke til sin udfoldelse, det kommer ikke til sin ret, hvis det bare bliver liggende for sig selv til ingen verdens nytte.

Jeg tror nemlig, at vi kan bruge billedet med hvedekornet på os selv, og ikke bare på Jesus. Det er først, når vi glemmer os selv og
kommer ud af vores små huse, vores penge og vores arbejde for en stund og lægger vores liv over til Gud, at det får lov til at blomstre op til sit fulde potentiale og til gavn for andre.

Vel ser det tilsyneladende ud som en tragedie. Tænk at moderne og frigjorte mennesker tør slippe kontrollen og tro på en skabende og opretholdende Gud i himlen.
Tænk, at et velskabt hvedekorn, som er på sit højeste, skal ned i en mørk og fugtig jord og gå til!
Men kun ved at hvedekornet kommer i jorden, kan der ske noget – kun ved, at vi glemmer os selv og lægger vores liv over i Guds hænder, kan der ske noget. Det er først ved at give vores liv til vor Herre, at vi modtager det – at vores liv kan blomstre, give mening og nå sit mål. Jesus døde jo, som I alle ved, for at vi kunne få evigt liv gennem ham – større kærlighed findes ikke.

Dagens evangelium slutter med, at Jesus siger: “Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”. Højdepunktet i Jesu liv var, da han hang på korset – ophøjet som den lidende majestæt og Gud. Højdepunktet i dit liv var, da du lagde det over til ham og gav afkald på det - eller dét har du måske ikke gjort endnu?

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02