Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

3. søndag i advent 2012

Prædiken ved Maja Søgaard Kristensen

I november udgav sangeren, Kim Larsen, et nyt album og fortalte i den forbindelse i et interview om, hvordan han som barn holdt ferie hos sin morfar ude på landet. Her holdt han af at høre morfaren fortælle historier, og det var morfaren god til, for han var nemlig landsbyskolelærer.

 

Det var blandt andet historier fra den nordiske mytologi og Odysseen, men også de fantastiske bibelfortællinger om Abraham, Josef og Jesus. Og en dag da morfaren fortalte om Jesus, spurgte den lille Kim: ”Ja¬men er Gud da til?” Og så svarede hans morfar: ”Hvis man tror på det, så er det der. Og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.”

”Er Gud da til?” Det er et godt spørgsmål. Og det er et spørgsmål, som vi aldrig i dette liv får det endegyldige svar på. Videnskaben kan ikke bruges til at finde be¬vis for Guds eksistens, men på den anden side kan den heller ikke afvise mulighe¬den for, at Gud findes.
I vores oplevelser af naturen kan vi måske fornemme en storhed ud over det, som vejrudsigten eller termometeret kan vise os.
Jeg oplever det for eksempel, når jeg om morgenen står i præstegården og kigger ud af soveværelsesdøren. Her kan jeg se den smukkeste morgensol, alt imens skyerne farves i de fineste røde og gyldne farver.

Kunsten kan også beskrive eller formidle det guddomme¬lige. I et særligt smukt billede eller i et vidunderligt musikstykke kan man måske fornemme en så¬ stor skønhed, at man føler, at Gud da må stå bag.

Men skal vi virkelig vide noget om Gud, kan vi ikke nø¬jes med at gå til na¬tu¬ren eller kunsten, nej, så må vi dykke ned i Bibelen og læse nogle af de mange fantastiske vidnesbyrd, som er skænket os.

Et af de store vidner om Guds gerninger er profeten Esajas. Han så ting, som ikke var gået i opfyldelse, men herlige ting var det dog: Gud skul¬le nemlig bringe frelse og helbredelse og styrke, sådan at fangere måtte gå fri, blinde og døve se og høre igen, og svage finde ny kraft. Og alt dette skulle ske, når Gud sendte en særlig person, nemlig Messias.
Forventningerne til, hvem Messias var, var forskellige. Nogle gange gik forventningerne i retning af en mægtig konge. Andre gange var det i retning af en retfærdig dommer. Og endelig gik forventningerne på, at det var Guds egen søn, der skulle komme, selvom man da godt nok havde svært ved at se, hvordan det skulle ske.

Udover Esajas var der andre profeter, som satte deres lid til Messias, heriblandt Johannes Døber, som vi hører om i dagens evangelium. Han var en streng og vild prædikant, der aldrig havde været i tvivl om sit kald og sin opgave med at bane vejen for Messias.

Og nu hører vi så i dag, at Johannes sidder i fængsel. Det var kong Herodes Antipas, som var blevet kritiseret af Johannes for sit ud¬svæv¬ende liv, der havde fået Johannes fængslet. Og i fængslet kommer den ellers så klippefaste Johannes ud i sit livs værste krise. Og det var ikke den låste fængselsdør eller lænkerne om hans ankler, der slog ham ud. Nej, det, der fuldstændig tog modet fra ham, var den nagende tvivl, om Jesus nu var den forjættede Messias, der var sendt af Gud, eller om han havde peget på den forkerte.

Og hvad gjorde Johannes, da han befandt sig i tvivlens mørke fangehul? Han gjorde det eneste, han overhovedet kunne. Han hentede hjælp, hvor der var hjælp at få, ved at sætte ord på sin tvivl.
Johannes henvender sig via sine disciple til Jesus, for at få klar besked: ”Er du den, der skal komme, eller skal vi forvente at der kommer en anden?”

Jesus giver disciplene et svar med til Johannes, men det er et svar, der på mange måder ikke lever op til hans forventninger. Jesus svarer nemlig ikke tydeligt: “Ja, det er mig, der skal komme!” eller “Nej, der kommer en anden”.

Nej, Jesus former tværtimod sine ord på en sådan måde, at Johannes skal forholde sig til ham gennem en personlig afgørelse. Han må altså vælge mellem tro og ikke-tro. Han må forholde sig til ham, sådan som ordet om ham lyder gennem andre eller det, han selv ser og erkender i lyset af budskabet om ham.
Og på den måde er vi, som er samlet her i dag, jo i samme situation som Johannes; vi er også alene henvist til det, som andre fortæller os. Vi må tro det – eller vi må lade være.

Vi kan dog, som Johannes Døber, alle længes efter klarhed fra tid til anden. Det er nemt at komme i tvivl, når man ikke kan få syn for sagen. Er det nu også rigtigt, at Jesus virkelig er Guds Søn? Er gudsriget virkelig kommet med ham – og hvorfor ser vi det så ikke? Der er jo så meget nød og elendighed og sygdom og død overalt i verden.
Men spørger vi sådan, får vi kun det samme, uklare svar, som Johannes fik af Jesus: nemlig at der er tegn på, at Guds rige er kommet. Du skal bare holde udkig efter tegnene i verden omkring dig. For det er dér, de er, og de er til at få øje på.

At blinde pludselig kan se og lamme gå, er nogle af de tegn på gudsriget, som Jesus i dag peger på. Det lyder jo næsten for fantastisk i vores rationelle og sekulariserede ører, men vi kan jo alle få en blind til at se – ved at være hans øjne. En lam kan vi hjælpe til at gå ved at støtte ham eller skubbe hans kørestol. Og med et venligt ord, et smil, et håndtryk, vores nærhed og omsorg, kan vi alle give den ulykkelige og fortvivlede trøst, håb og livsmod.
Guds rige er endnu ikke kommet fuldt ud, men det er alligevel kommet i glimt og med små og store tegn.

Spørgsmålene om gudsrigets komme, og Guds eksistens i det hele taget, er stadig noget, der kan så tvivl i os mennesker, og som er svære at finde klare svar på. Men en trøst til os alle må i den forbindelse være, at Jesus i dag ikke har givet Johannes et klart svar. Det må jo igen betyde, at det heller ikke vores opgave at give klare svar på alle tvivlsspørgsmål.

Tværtimod er der mange spørgsmål, vi aldrig finder noget svar på. Og den, der altid har færdige svar på selv de mest uudgrundelige spørgsmål, er måske heller ikke den, der er mest troværdig at høre på.

Så når vi til tider rammes af tvivl og får lyst til at spørge, som den lille Kim Larsen: ”Ja¬men er Gud da til?”, så er der i virkeligheden måske kun ét at svare: ”Hvis man tror på det, så er det der. Og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.”

Rigtig glædelig advent.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02