Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

1. søndag i advent 2012

Prædiken ved Dorte Jørgensen
1. søndag i advent 2012

Salmer: 84, 80, 87 – 78, 471, 74

”Al begyndelse er svær” lyder et ordsprog… det er dog ikke helt sandt..
I dag er en begyndelse, som ikke er særlig svær… ikke spor svær faktisk… nærmere glædelig!
For i dag har vi jo første søndag i advent, og det betyder, at et nyt kirkeår begynder – vi har ”kirkenytår”, kan vi sige..
Samtidig er advent den glædelige ventetid på, at det skal blive jul… ikke mindst natten mellem den 24. og 25. december, hvor ham, vi alle venter på, kommer til verden..
Ja, ja, jeg ved godt, at det er sket… at det skete for et par tusinde år siden faktisk..
Men i kirken ”leger” vi hvert år, at det er nu det sker! Sådan holder vi energien oppe og glæden stor..
Præcis som vi hvert år holder vores egen fødselsdag, selv om det jo egentlig er nogle år siden, vi blev født..
Vi bliver ved med at fejre Jesu fødselsdag… og så tilføjer vi altså lige denne ekstra dimension, at vi i stedet for at sige, at han er 2012 år gammel ca., siger, at han snart skal fødes…
Og betydningen af hans fødsel er lige så aktuel nu, som dengang …
Betydningen har ingen alder, men er lige gyldig til hver en tid – for to tusind år siden, i dag, i morgen… ja indtil tidens ende..
--
For lidt siden sang vi om en anden begyndelse… I salmen ”Det første lys”. Nemlig den alleførste begyndelse – der hvor alting blev til, og hvor Gud indledte det hele med at sige – lige ind i det reneste ingenting – ”der blive lys” – og der blev lys!!
En kæmpemæssig eksplosion kalder vi begyndelsen, og så begyndte det hele at tage form..
I Guds univers tog det kun en uges tid, så var det hele skabt..
I vores tidsregning tog det omkring 15 milliarder år…
Men mennesket er jo også noget langsommere i opfattelsen end Gud..
Nå, men i hvert fald – Gud så, at det hele var godt, og han var meget tilfreds med sit værk…. Til at begynde med!!!
For han indså snart, at de søde mennesker, Adam og Eva og deres efterkommere, ikke var helt så nemme at omgås, som han håbede.
Og de havde også store problemer med at omgås hinanden på en ordentlig måde…
Gud viskede derfor tavlen ren og prøvede ved hjælp af en syndflod at begynde forfra – men lige lidt hjalp det dog..
Menneskene blev ved med at opføre sig, som det passede dem – og ikke Gud..
Og så sukkede Gud tungt og huskede sig selv på, at han havde lovet Noah og hans familie, at der ikke kom flere syndfloder af den kategori – og så måtte Gud forfatte en ny plan..
I salmen ”Det første lys”, vers 2, bliver den nye plan så åbenbaret… juletidens plan.. juletidens lykkelige begivenhed… ”Guds søn steg ned fra Himlens høje og delte jorden med os som sit hjem, med al den fryd og al den møje”.
--
Første søndag i advent er så lige inden dette andet vers lyder – men vi ved, at barnet kommer, og er forventningsfulde… om ikke så længe stiger Guds søn ned fra Himlens høje og lander i en krybbe i form af en lille nyfødt dreng..
Ved en ganske almindelig teenagepiges mellemkomst bliver Guds søn ikke alene Gud, men i høj grad også et menneske i al dets sårbarhed..
--
Det er en forunderlig fortælling – den kristne fortælling..
I al sin storslåethed er den ganske blød og skrøbelig.. en teenagepige… en baby…
Og mange af anden religiøs observans synes mildest talt, den er FOR blød og FOR skrøbelig
Skulle Gud have åbenbaret sig i en baby ,som godt nok vokser op og bliver til en mand  - men hvilken mand!!
En mand, som lader sig tage til fange og torturere og slå ihjel, selv om han havde magt til andet…
..det er for langt ude…
Gud er da skarpere end som så!!
--
Tjo… det kan man synes..
Og ifølge bibelens beretning har Gud også prøvet den hårde metode med et utal af disciplinære samtaler og efterfølgende straffe, når menneskene ikke rettede ind.
Ja, total udryddelse, som jeg var inde på tidligere..
Men lige lidt hjalp det..
Og så valgte Gud altså en anden strategi..
En frygtelig tidkrævende strategi, som der slet ikke er nogen garanti for virker.. men han gav mennesket fri..
Ikke bare en fri vilje, som det jo allerede var skabt med…
Men helt fri, som når vi forældre slipper vores teenagebørn løs i livet og med bange anelser og bekymrede hjerter nok må sukke, men nøjes med at sige:
”Vi har gjort, hvad vi kunne, for at give vores datter det bedste med på vejen – vi kan ikke gøre mere – nu er det op til hende at klare det selv…”
Og så håber vi, kærligheden er så stærk, at hun af og til vender tilbage til os og også tænker på, hvad vi har sagt og vist..
(Det samme gælder naturligvis, hvis det er en søn!)
Al moderne pædagogik viser, at det er den rigtige måde at få hele, glade mennesker på..
At vi giver vores børn, hvad de har brug for for at vokse op som sunde, kloge individer – og at vi så, - når tiden er inde til, at de skal prøve om vingerne bærer - træder tilbage og lader være at gribe ind, medmindre de ligefrem beder os om hjælp..
Ikke spor nemt, når man har båret dem og næret dem og passet og plejet dem som små og gjort alt for, at de ikke skulle komme til skade…
Og så ser man dem pludselig tumle af sted og vælge så mange – i hvert fald i vore øjne - forkerte døre..
Men sådan besluttede Vorherre at give helt slip på os.. og lade os selv vælge vores vej..
Dog sørgede han for, at VEJEN blandt alle de andre veje er til at få øje på, når vi bliver trætte af hele tiden at fare vild, eller går os alt for trætte i vores søgen efter den helt rigtige..
Som en oplyst landingsbane satte han Kristus i verden.. han, som om sig selv har sagt:
Jeg er vejen, sandheden og livet..
Lad os da gå Ham i møde, Han som er på vej..
Se, han kommer allerede sagtmodigt, men kærligt ridende os i møde..
Om end kun en baby, så dog også en vældig Gud..
Amen

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02