Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

19. s. efter trinitatis 2012

Prædiken ved Dorte Jørgensen
19. søndag efter trinitatis 2012
Salmer: 318, 417, 335 -414, 476, 598

Vi lever i en tid, hvor det handler om at være noget helt unikt … en éner…  stjerne for en aften, hvis ikke det kan være for livet!

Tv er proppet med såkaldte reality-programmer, hvor almindelige mennesker lægger deres liv og almindeligheder frem til offentlig beskuelse for derved at blive set og kendt af hele TV-Danmark og dermed ophøre med bare at være almindelige – men avancere til at være særlige!
Et af de mest kendte og elskede eller hadede programmer er ”X-factor”, som I nok i hvert fald har hørt om. For efter hver X-factor aften på tv har Ekstra Bladet og BT (og sikkert også et væld af andre aviser og blade) forsiden fyldt med resultatet af foregående aftens show.
Så spændende er det, hvad Thomas Blackman – som virkelig er lykkedes i at være en éner – har sagt om denne eller hin håbefulde kombattant i konkurrencen.
Mest pinefulde er -  synes jeg - de indledende manøvrer, hvor ”talenterne” skal findes, og enhver kan møde op til audition i Århus eller København. Det er, som om folk fuldstændig mister både hovedet og dem selv i deres bestræbelser på at blive kendte. Den ene mere vanvittige, fuldstændig talentløse person efter den anden stiller sig ind foran kameraerne og præsterer noget, som er så elendigt, at end ikke den mest ryggesløse stand-upper har fantasi til at finde på det i forsøget på at efterligne Danmarks mest håbløse person!
Og jeg tænker hver gang på, hvad i alverden det er, der driver alle disse mennesker til, at udsætte sig selv for hele befolkningens grin og hån – og de få, der har talent, for Blackmans arrogante og meget ofte nedladende udtalelser ... som han jo får sine penge for at komme med.

Jeg har et bud… men det vil jeg vente lidt med.

For først vil jeg sætte fokus på den enorme forskel , der er på disse før nævnte personer og så dem, som Jesus gik ud og samlede omkring sig, da han satte i gang med den opgave, han var kommet for at udføre.
Jeg taler her om disciplene … disse ganske almindelige mænd, som lige indtil det øjeblik, Jesus drager forbi, og de slår følge med ham, har været ganske anonyme i det store gadebillede. De var fiskere, toldere, håndværkere … ganske jævne mennesker, som ville have levet hele deres liv som sådanne, hvis ikke Jesus havde draget dem med sig.
--
Det er værd at lægge mærke til, at Jesus altid færdes blandt jævne mennesker.

Aldrig hører vi, at han opsøgte byens mest magtfulde og velhavende mand for at slå sig ned hos ham, når han kom til en by. Aldrig opsøger han spidserne… de kendte. Dem som har indflydelsen, midlerne, dem som bestemmer over alle andre.
Nej han besøger kvinderne eller tolderen eller synderen eller familiefaderen.
Hans bevægelse er en græsrodsbevægelse.
Den vokser nedefra og aldrig fra toppen og nedefter.

Og hvorfor nu det, er det relevant at spørge!
Hvis nu Jesus i enhver by, vandt lederen – byens øverste - for sig og sin sag, så havde han langt hurtigere og mere effektivt kunnet vinde dem alle for sin udlægning af Guds vilje med mennesket.
Måske nok! Men det er jo netop ikke Jesu læres væsen, at komme flyvende ind og besætte mennesker med sin storhed og pragt. – Hans vej er langt mere ydmyghedens og sagtmodighedens vej.

Ikke at han bøjede knæ for nogen magt eller overmagt – ud over sin Fars magt – for det gjorde han aldrig.
Og han var stålsat og ganske barsk, når det var nødvendigt, fordi han stod over for stivsind og dumheder …

Men han talte til hjertet på de mennesker han mødte,  og det kan man ikke, hvis man taler ned, eller hvis man taler til dem, der allerede sidder med sandheden og kun ønsker at udmønte den ved magt.
Og det var altafgørende, at de, der skulle føre hans virksomhed videre, også var i stand til med benene på jorden,at tale til hjerterne og være lige blandt ligemænd og kvinder.
Kristi kirke skulle være for enhver og ikke kun for eliten.
Og derfor valgte Kristus sine apostle – kirkens grundlæggere – blandt ganske almindelige, jævne mennesker, der loyalt og efter bedste evne fulgte hans anvisninger og videregav hans lære.
--
Læser vi i Apostlenes Gerninger i det nye testamente, som netop handler om disse menneskers grundlæggelse af de første menigheder, så kan vi se, at det ikke har været nemt for dem.
De var jo ikke veluddannede topledere, men blot velmenende mennesker med en brændende iver efter at gøre det rigtige.
De måtte revidere deres strategier mange gange. De måtte afholde mange møder i store og små sammenhænge, og de havde mange samtaler i et forsøg på at blive nogenlunde enige. Og ikke så sjældent er det endt med, at de er gået hver deres vej, fordi de ikke har kunnet nå til fuldkommen enighed – og derfor er den kristne kirke så ”mange ting”, som den er i dag ... som et billede på os menneskers forskellighed, men dog stadig med det kristne fortegn som et udtryk for vores lighed og enhed i Kristus.
--
Jeg ser dagens evangelium som en hyldest til det almindelige, jævne menneske.
Det menneske som ikke stræber efter at være noget særligt, en éner, kendt af alle blot for at være kendt. Men som lever sit liv, passer sin gerning og lægger kræfterne i sin familie eller omgangskreds eller i nærmiljøet – alt efter vedkommendes situation – præget af sin rod i kristendommens lære om næstekærlighed og barmhjertighed.

Ikke at de, der drømmer om stjernestatus og kæmper for den, er ukristelige. Men det er svært både at være sagtmodig og ydmyg og række efter stjernerne.
Og det er svært nok at sætte den tid af til taknemmelighed og bøn, som vi skylder Vorherre, når vi blot lever helt ”almindelige” liv…
--
Jeg sagde tidligere, at jeg havde et bud på, hvorfor det for mennesker i dag, er så attraktivt at have stjernestatus – eller i hvert fald at være kendt af mange.
Jeg tror det hænger sammen med vores angst for døden som livets endeligt.
Og jeg tror, at det er langt nemmere at bilde sig ind, at døden ikke er mit vilkår, når man skiller sig ud og er noget særligt!

Naturligvis ikke hvis man sætter fokus på det og taler højt om det ... så ved vi nok godt alle et eller andet sted, at vi er almindelige nok til, at også vi lever på afmålt tid.
Men når projektørerne skinner på os, og alle ser på os – så kan vi for en stund bilde os ind, at vi hæver os langt over de almindelige dødeliges vilkår ... som det særlige vi er. Og det at havde prydet forsiden på Ekstra Bladet er vel med lidt god vilje en slags ”evigt liv”!

Men altså… Vorherre gik efter dem, der var flest af. Han levede iblandt dem, der var flest af. Han talte til dem, der var flest af … og her fandt han også kirkens grundlæggere.
Lad os da være tilfredse med også bare at være os almindelige mennesker. Det er trods alt det materiale, man bygger kirker af!
Amen

 

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02