Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

9. s. e. trinitatis 2012

Prædiken af Dorte Jørgensen
9. søndag efter trinitatis 2012

”Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen der tror på Gud, når jeg kommer tilbage?”, slutter Jesus sin tale.
Nu ved vi jo ikke, hvornår han kommer tilbage, men han er jo ikke alene om af stille det spørgsmål.  Hvis man læser Kristeligt Dagblad, så er det altid det helt store debatemne … er danskerne troende? Hvor mange? Hvor meget? Hvordan?
I det ene øjeblik er avisens konklusion, at det står skidt til, i næste øjeblik, at det går vældigt.
Det er ikke så mærkeligt, for svaret er afhængigt af de spørgsmål, der bliver stillet. Spørger man danskerne: Går du jævnligt i kirke? Tror du på en skabende, opretholdende, treenig Gud, som det forkyndes i kirken? Så vil langt hovedparten af danskerne svare NEJ.
Lyder spørgsmålet derimod: Tror du på, at der findes et eller andet åndeligt væsen/ en kraft, som er større end dig, men som vi ikke ved meget om? Så vil langt de fleste danskere svare JA.

For religiøsiteten blomstrer, som jeg tror den har gjort til alle tider, men næsten ingen er parat til at købe kristendommens dogmepakke med treenighed, jomfrufødsel og genopstandelse, som den er fortalt om i det nye testamente.
---
Men hvad mener Jesus egentlig helt præcis, når han siger: Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen, der tror på Gud, når jeg kommer igen?
For hvad mener han med at ”tro på Gud” ?
Hvad ville han sige, hvis han pludselig stod foran en nutidig dansk folkekirke,og gik ind og deltog i en højmesse? Ville han kunne genkende sine egne ord? Vil han synes om måden, vi administrere religionen på? Vil han synes, der er sammenhæng mellem hans forkyndelse og den måde, vi lever troen på?

Det er rigtigt svært at svare på for os, som står på skuldrene af en 2000 år gammel tradition, hvor de første århundreders kirkefædre har præget rigtig meget med deres tanker og vilde diskussioner om f.eks treenighedstanken - altså hvordan er forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden? Er de tre eller én?
Og naturligvis alle kloge, teologisk lærde, som er kommet efter, og som også har sat deres præg på kristendommens udtryk, som vi jo alle sammen gør, fordi vi ikke kan andet.

Hver gang hver eneste af os taler om vores tro, så er vi jo med til at præge det, der bliver givet videre. Og når man kender HC. Andersens eventyr om fjeren, som blev til 7 høns, så kræver det jo ikke megen fantasi at forestille sig, at det, Jesus spørger til, ikke nødvendigvis lige er det samme, som vi i dagens Danmark i indre folkekirkelige kredse forbinder med troen på Gud.
--
Derfor er det også så vigtigt altid at gå så tæt på kilden som muligt, når vi udlægger kristentroen.

Det er fint at kende til 2000 års kirkehistorie og teologiske diskussioner, men det er ikke godt, hvis vi ikke derefter går ind og nærlæser Jesu ord og forsøger at sætte os ud over årene, som er gået, og stiller os ved siden af ham i hans tid og så funderer over det igen.

I dagens læsning hører vi Jesus sige til disciplene, at de skal blive ved med at bede … de må ikke holde op eller give op - underforstået ”hvis de ikke lige føler, de bliver hørt”.

Og så fortæller han denne underlige lignelse om den stakkels enke, som går til en dommer, fordi hun er blevet snydt i en vigtig sag. Dommeren er ugudelig, korrupt, doven og ligegyldig, men han hjælper enken af angst for, at hun skal gribe til vold, hvis hun bliver vred nok.
Jesus bruger fortællingen som en pædagogisk allegori, der skal få disciplene til at forstå, at hvis denne uduelige dommer lytter til dem, der er afhængig af ham, hvor meget mere lytter så ikke Gud til sine børn.
Disciplene behøver altså ikke frygte, at Gud ikke hører og ser dem, for i modsætning til dommeren er Gud jo som en far for dem, en GOD og KÆRLIG far vel at mærke … og sådan én vil naturligvis sine børn alt det bedste. Og så er det altså, at Jesus - sådan nærmest ved eftertanke - kommer til at reflektere over, om der vil blive ved med at være nogen, der opfatter sig selv som Guds børn, og Ham som deres Himmelske Fader!
--
Det er et fantastisk sted, dette her i Lukas evangeliet, hvor Jesus stiller dette spørgsmål!
For han står over for, at skulle give sit liv for mennesker, samtidig med at han sætter spørgsmålstegn ved, om de overhovedet vil huske ham og hans gerninger, og hvad de betød..
Han giver alt - satser alt - selvom han i høj grad er i tvivl om udbyttet. Nytter det noget, når alt kommer til alt?
Hvor længe vil menneskene huske Gud, huske mig?
--
Ingen af os har svaret på hans spørgsmål ... det havde han ikke engang selv jo.
Og vi ved ikke, hvornår han kommer igen..
Men det, vi ved, er, at vi lige nu husker Ham og husker Gud ... og at vi herved giver andre muligheden for også at gøre det.
Vi husker ham på den måde, som vi er opdraget til. Stående på skuldrene af historien..
Men alligevel ... Spørger nogen os ”Tror du på Gud?” Så er der vel ingen af os, der kunne finde på at sige noget som helst andet end et klart JA.

Og selvom vores børn måske ikke lige har taget ved lære af os, på den måde vi kunne ønske os det, så har vi gjort rigtigt meget for, at også de skulle kunne svare Ja på det spørgsmål. Og jeg tror, at de frø der er sået i dem, med tiden vil vokse sig større, så heller ikke de endda vil vakle på spørgsmålet.

Men lige nu, kan vi ikke andet, end til stadighed at kæmpe med vores egen tro..
Arbejde med hvad den betyder for os..
Og på hvilken måde vi skal leve den ud..
I medens vi venter på, at Kristus skal komme og stille os til regnskab.
Lad os da gøre det med frimodighed og glæde i tillid til Herren som den gode far og kærlige dommer - og lad os som Jesus opfordrede til - være vedholdende i bønnen og ikke utålmodige eller opgivende!
Amen

 

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02