Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Seksagesima 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
Seksagesima søndag, den 27. februar 2011

Nu vil jeg fortælle jer en hemmelighed: det er faktisk ikke alle kvinder, der kan multitaske. Og til dem, der ikke er stærke i engelske gloser, kan jeg forklare det at multitaske, som at kunne gøre flere ting på én gang. Det er ellers noget, som mange kvinder bryster sig meget af. Der er også lavet flere undersøgelser på, at kvinder både kan vaske op, stryge tøj, lave mad, sy lapper på bukser, gøre rent, fjerne snavs fra børns ansigter og samtale intellektuelt med deres mænd på én og samme tid. Jeg skal hurtigt afsløre, at sådan er det ikke hjemme hos os! Jeg kan for eksempel ikke se tv og samtale på samme tid, og hvis nogen forsøger at råbe mig op, er det ofte spildte ord på Balle-Lars.

Spildte ord på Balle-Lars; det er da egentlig et besynderligt udtryk, men vi kender det godt. Barnet, der gladelig fortæller sin mor, hvordan dagen i skolen er gået, alt imens moren farer rundt i hele huset og ikke lytter til, hvad barnet har at sige. Eller barnebarnet, der knap nok har tid til at høre på bedstefaren, som sidder alene på plejehjemmet og har glædet sig til samtalen. Chefen, der spørger sin medarbejder om noget, men som ikke rigtig høre efter – I kan sikkert selv fortsætte rækken.

På samme måde havde Jesus det, når han fortalte folk om Gudsriget. Han kunne se på sine disciple og alle de andre, at det gik ind ad det ene øre og ud af det andet. Det var som spildte ord på Balle-Lars. Og helt ærligt, så bliver budskabet om Gudsriget da ikke lettere at forstå, som tiden går.

Men hvorfor er det egentligt, at vi mennesker ikke hører efter, når Gud taler til os? Måske fordi vi har for travlt med alt muligt andet. Og hvordan er det med indholdet af dagens evangelium? Den, der er til fart over feltet, bliver slemt skuffet: ”En sædemand gik ud for at så. Og da han såede...”. Kan I mærke det? Blikket flakker og koncentrationen mistes. Marken er stor og hvis han skal nå det hele med håndkraft, kan vi lige så godt sove med åbne øjne og tænke på dåbsmiddagen eller skænderiet med kæresten, inden vi tog ud af døren. I en kultur, hvor stilstand er lig med tilbagegang, må lignelsen om en landmand, der tilsår sin mark med hånden, nødvendigvis være den rene fuser. Hos dem af os, der er vant til et opskruet tempo, kan det godt virke forbavsende at blive præsenteret for en landmand, der skridter hen over marken og spreder korn, oven i købet på en temmelig sjusket måde, for derefter at gå hjem og drive den af indtil høsten.

End ikke Morten Korch ville have gjort ham til hovedperson i en roman - havde det været Poul Reichardt, der skridtede over marken og spredte økologiske sædekorn, kunne vi være helt sikre på, at der lå et par banditter og planlagde at sprede gift på marken den næste dag.
Og bortset fra at han spreder korn ud over marken, er landmanden i lignelsen så passiv, at det næsten gør ondt. Alligevel får han en ganske god høst i hus – og det er da overraskende!
 
Og hvorfor skal vi så høre en lignelse om en halvtosset landmand her i 2011? Jo, hvis man ser på Jesu lignelser om Gudsriget, som den virkelighed, hvor Guds kærlighed råder, kan man overraskes af, hvor ofte Jesus tager udgangspunkt i dagligdagen, hvor ofte ganske almindelige mennesker og ganske almindelige begivenheder fremhæves som det, vi bør tage bestik af. I Bibelen hører vi om en søn, der løber hjemmefra; fædre, der har besvær med deres dovne sønner; om chefer og lønmodtagere, om madlavning og fiskeri og om at så og høste. Men det bliver ikke kun ved det hverdagsagtige og kendte – Jesus kommer som regel med noget uventet – lige netop dét, der gør hans fortælling til en lignelse og ikke blot en brugsanvisning; lignelser om Gudsriget og om hvordan der er dér, hvor Gudsriget er.

Guds rige er dér, hvor Gud er og det som kommer fra Gud – så enkelt er det. Guds rige er ikke langt væk, man skal hverken tage tog eller luftballon for at komme dertil. Guds rige er lige der, hvor du og jeg befinder os. Guds rige er dér, hvor Guds gerninger er og bliver set. Gudsriget er at leve for og med andre mennesker. Det er dér, hvor Guds ord bliver hørt og fortalt videre og hvor Guds kærlighed råder.

I dag hører vi, at Gud er som en tåbelig landmand, der skridter ud på sin mark og skødesløst smider til højre og venstre med sædekornene. Det er altså en ganske overraskende fremgangsmåde.
I stedet for at sikre sig, at kornet nu også falder i den jord, som han ved, kan bære høsten i hus, smider landmanden den gudhjælpemig overalt - også dér, hvor enhver kunne sige sig selv, at det ikke giver nogen mening. - Hvorfor spilde sine gode sædekorn på klippegrund, hvor kun fuglene får glæde af det? - Hvorfor smide dem på den tynde jord, som vandet damper bort fra allerede inden kornet når at slå rod? - Og hvorfor ødsle med de kostbare frø dér, hvor allerede ukrudtet gror, uden at gøre sig besvær med at rive det op?
Ja, for os er det tåbeligt - sådan ville vi bestemt aldrig gøre! Men vi mennesker behøver ikke at bekymre os om jorden, hvori ordet om Gudsriget sås – den skal Gud nok tage sig af.
Gud er ikke er som os, Gud har tid og Gud har tålmodighed. Både med at få jordens planter til at vokse, og ikke mindst med at få os mennesker i tale.
Og Gud er faktisk tåbeligt godtroende. Han tror, at bare han bliver ved med at henvende sig til os, nøde sig på, gentage sig selv i en uendelighed, så får han os nok i tale og når til sidst ind til os med sin kærlighed, som vi så kan give videre til vore medmennesker.

Giv dig lejlighed og tid til at høre og gribe det Ord, som Gud så tåbeligt og rundhåndet strør omkring sig! Og se, måske er det en dag dig, der møder det overraskende - at noget er vokset frem, som du ikke selv havde sået! Måske det giver tredive, tres, måske hundrede fold? Ja, måske den tåbeligt tålmodige Gud kan gøre mere i og med os end vi selv går og tror!

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02