Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Påskedag 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
Påskedag, søndag den 24. april 2011 

Vi kender sikkert alle til dét at miste fatningen, hvad enten der sker noget ulykkeligt eller noget glædeligt i vores liv.

Hvis jeg var én af kvinderne ved graven den morgen, så ville jeg uden tvivl have mistet fatningen og stået måbende tilbage. Det er påskemorgen. Graven, som var grundigt forseglet, så ingen kunne trænge ind i den, eller bryde ud af den, er tom og Jesus, den døde, går levende omkring.

Magthaverne mente at have fået det sidste ord, men de er grundigt gjort til skamme af Guds engel, som nu taler: ”Han er opstået, han er ikke her”.

Nej, han er ikke her. Det er den tomme gravs budskab. Søger vi, som kvinderne påskemorgen, Jesus blandt de døde, finder vi ham ikke. Der er ingen grav at dvæle ved. Derfor samles vi ikke til påskegudstjeneste for at mindes den døde Jesus, vi kommer derimod for at møde den levende Kristus.


Gudstjenesten er mødestedet! Vi kommer i kirke, fordi vi har hørt rygtet om, at han lever og at han er gået i forvejen for os til vores Galilæa – til den verden og hverdag, som vi kender og hører hjemme i. Kristus møder os i vores medmennesker. Han møder os i de krav og i de opgaver, vi har med at gøre. Dér skal vi se ham! Ser og hører og møder vi ikke Kristus i vores eget livsrum, så har vi aldrig mødt ham som den levende Gud.

Påskens glædelige budskab er jo, at den levende Gud beslutter sig for at gøre menneskeheden til en del af sig i sønnens skikkelse. Det vil sige som Jesus af Nazaret. Med andre ord kan vi sige, at Gud i Jesus tilegner sig menneskeheden. Inkarnationen handler jo ikke om, at Gud udvælger sig et enkelt menneske, men at Gud tager hele menneskeheden på sig. Det er derfor, at det er et evangelium. Gud i Jesus træder for på steder, hvor vi skulle have gået alene. Der findes ikke det menneskelige sted, hvor Gud i Jesus ikke har været OG er, for mennesket kan ikke komme derhen, hvor Gud ikke er. Jesus er altså både med til hverdag og til fest.

Gud kan være alle steder på én gang, både i Randers hos os i dag, hos min elskede i London og hos min veninde i København. Hvordan kan han så det, uden at det går ud over ham selv? Det kan han i det fællesskab, vi lever i. At være menneske er at være i et fællesskab. Kristendommen forkynder det kristne fællesskab som det væsentligste af alle fællesskaber, altså ånden som det hellige fællesskab. Det vil sige, at Gud er den, der på jorden, under himlen, i mennesket Jesus kan være til stede som os. Det er jo hele vores trosbekendelse.

Jeg ved godt, at påskebudskabet kan være svært at forstå. Det er nogle utrolige ord, som er så store, at vi kan være bange for at tage dem i vores mund, og det er ikke kun fordi, at kvinderne ser en engel, nej, det er på grund af englens ord om at Jesus er opstået, at han er gået i forvejen for os. Det er jo det, påsken handler om.

Jeg hørte engang en historie om en graver, der ikke rigtigt kunne forstå det dér med opstandelsen. Han vidste, hvad der skete med den krop, han begravede, men hvordan skulle man forstå det med opstandelsen. Han spurgte sin præst, og hun sagde til ham. "Det kan jeg ikke forklare dig. Du må spørge Gud selv."Et par dage senere mødtes de igen og graveren fortalte, at nu havde han talt med Gud om det. "Og hvad sagde Gud så?" spurgte præsten. Graveren svarede: "Gud sagde: Kære graver, hvis du bare passer dit, så skal jeg nok passe mit.".

Og meningen er jo, at der er meget vi kan se med vores øjne. Men vi kan ikke se ind bag døden. Opstandelsen er Guds under. Og i påskeevangeliet hører vi, at troen på opstandelsen og det evige liv er knyttet til Jesus Kristus og hans opstandelse for os påskedag.

Vi skal ikke bygge på det, som vi selv kan se og forstå, når det gælder så store ting som opstandelsen. Nej, Kristus har givet os lov til at stole på Guds uendelige barmhjertighed og nåde også dér, hvor det ser helt umulig ud.

Vores tro er altså ikke rettet mod det, vi kan se. Vores tro er derimod rettet mod Gud, som griber ind og gør undere. Det må vi leve på allerede nu. Det skal være vores håb, som åbner livet for os, så vi ikke føler os spærret inde af udsigten til døden. Påskeevangeliet giver os lyst og håb til livet.

 

Det kan være svært for os at forstå, os som dagligt gør erfaringer hos os selv og hinanden med selviskhed, smålighed og ondskab, at tro på en barmhjertig og en nådig og en kærlig Gud uden grænser og uden bagtanker – det kan være svært for os, som plages af bekymringer og frygt for os selv og dem, der står os nær, at tro på en glæde, som er uovervindelig og som ikke lader sig tilintetgøre. Det kan være svært for os, der, hvor end vi vender blikket, ser død og atter død, at tro på, at livet er den stærkeste magt.

Men retter vi vore øjne mod den korsfæstede, som Gud ikke lod blive i graven, men oprejste fra de døde, får vi syn for sagn: Kærligheden, glæden og livet ER stærkere end ondskab, smerte og død. I den opstandne lever det håb op på ny, det håb, der så skammeligt blev slået ned og gemt bort bag en sten. I Kristus kaldes vi til at bryde frygtens onde cirkel, til at gøre op med den herskende dødens orden og i hans følge sætte os i bevægelse frem mod en fremtid, hvor vi, der er skabt af Gud og til Gud, med hele hans skabning bliver det, som er hans, kærlighedens bestemmelse med os.

Og skulle vi igen engang komme dertil, hvor vi mest af alt har lyst til – modløse, fortvivlede og med tårer i øjnene at sætte os og give op – da tager han hånd om os, støtter os, og om nødvendigt bærer os videre frem, for han, som var død, er oprejst fra de døde, og med ham og hos ham skal vi vinde evigt liv.

Vi sidder her i dette højloftede rum. Vi synger, vi lytter, vi beder, vi bekender, at vi tror på Gud, og vi mærker fællesskabet mellem os, fordi vi er samlede her, for at høre det, som vi ikke kan sige os selv: at Gud er hos os - lige nu - i dette øjeblik. Hans Søn, Jesus Kristus, er til stede midt i blandt os, her hvor vi sidder bag lukkede døre, og måske tænker på alle dem, som vi har mistet gennem tiden, og på alle dem, som vi stadigvæk og heldigvis har omkring os, og som giver os livsmod, kraft og glæde til at byde en ny dag velkommen. Opstandelse er at vende sig mod livet og træde over tærsklen ind i de levendes land i bevidstheden om og i troen på, at Gud passer på os, alle dage indtil verdens ende.

Herren er opstanden! Ja, sandelig opstanden!

Til lykke med livet og glædelig påske!

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02