Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

4. s. e. påske 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
4. s. e. påske, søndag den 22. maj 2011

Jeg skulle forleden have lettet noget af min dårlige samvittighed overfor min ungdomsveninde fra København.

Hendes mor er særlig hårdt ramt af sin cancersygdom for tiden, hun er ved at miste sit job og så viser det sig gudhjælpemig også, at hendes kæreste har været et fjols al den tid, de har været sammen. Livet som ung kvinde sidst i 20’erne er ikke altid let, det er der helt sikkert flere af os her i dag, der kan nikke genkendende til. At problemerne så måske har ændret sig gennem årene, både hvad angår livsstil, karriere, økonomi og teknologi, det er nok en anden sag.

Nå, men jeg ville ringe til hende og finder i min adressebog et lille digt fra hende fra vores tid på Silkeborg Handelsskole. Det er skrevet på et iturevet stykke papir, som er blevet lidt nusset og gult i kanterne. Og hvis jeg husker rigtigt, så skrev hun det i en ufattelig (!) lang tysktime.

Forfatteren kunne hun ikke lige huske, men det lyder sådan her:

Sikkert kommer den dag,

hvor vi sjældent ses

og jeg glemmer at skrive

Måske forhaler vi det

fordi vi sparer på hinanden

Men hvis øjeblikket alligevel indhenter os

lov mig så

at du ikke vil sørge

men vide

at der er en sart og blød plet

i min bevidsthed

der bærer dit navn

Du mister mig ikke.

Det er jo et lille digt om den kærlighed, der varer ved. Mon ikke vi alle kender til den slags kærlighed? At der findes nogle enkelte mennesker, som vi nærer dybe og kærlige følelser for. Måske en god og fortrolig veninde som min, eller måske en gammel kæreste. Det blev ikke lige det menneske, vi kom til at leve dagligt og nært med resten af livet, fordi forskellige omstændigheder skilte vores veje. Alligevel kan vi bære det menneskes navn i vore tanker, et sart og blødt sted dybt i os. Alligevel kan vi stå hinanden nær. Alene det at vide, at den anden er til og lever et sted og også har en sart og blød plet i sin bevidsthed, som bærer mit navn. I kærligheden mister vi ikke hinanden, selvom vi skilles.

Det samme vil Jesus sige i dag. ”Lad ikke sorgen fylde jeres hjerter over, at jeg må gå bort fra denne verden til min Far i himlene. Vær ikke kede af det, for jeg vil stadig være hos jer. Jeg kommer til jer. Jeg sender Talsmanden, jeg sender min Ånd. For i kærligheden mister vi ikke hinanden, selvom vi skilles.”.

Vi ved godt, at Jesus her taler til sine disciple, men når de samme ord fortsat lyder i kirken i dag, er det også ord til os 2000 år efter. Vi skal ikke være kede af det. Jesus er stadig hos os. Vi kan sammenligne Jesu forhold til os og hele kirken rundt om i hele verden med et fortroligt venskab eller et varmt kærlighedsforhold. Og i kærligheden mister ingen hinanden, selvom de skilles.

Men hvad menes der med Talsmand? Jeg forbinder normalt en talsmand med én fra regeringen, fra det ene eller det andet parti eller den og den præsident. En talsmand er en stedfortræder, der giver regeringens, partiets eller præsidentens budskab videre. Denne talsmand siger så til gengæld lige præcis dét, som regeringen, partiet eller præsidenten ville have sagt, hvis disse selv kunne give budskabet.

På samme måde med Talsmanden, som Jesus sender.  Han taler heller ikke af sig selv, men kun de ord han er sat til at videregive af Jesus. Han er Jesu stemme i dag og han er Jesu stemme for altid. Selvom Jesus er usynlig for vores øje, så er påstanden fra Jesus den, at han gennem Talsmanden, sin Ånd, fortsat er til stede, fortsat er virksom og fortsat høres. Også hos os i Råsted kirke i dag.

Vi behøver ikke at frygte Jesu fravær. Han er til stede i dåben, i nadveren og i de ord, som lyder. Han er til stede i vores tro, i vores håb, i vores glæde og i vores sorg.

Det lyder selvfølgelig mærkeligt, at Jesus kan være til stede gennem Talsmanden, som vi ikke kan se, jeg ved det godt! Men hvad vil det sige, at Jesus er til stede? Hvordan høres Jesu stemme i dag og hvordan er han virksom?

Mit svar er, at jeg ikke tror, at det er så mærkeligt alligevel. Enhver som har været eller er dybt forelsket, oplever ofte det samme. At man føler, at man står hinanden nær, selvom man er adskilt. Selvom den elskede er langt borte over alle bjerge, eller i hvert fald Randers’ bakkede landskab, så behøver det ikke at betyde noget for følelsen af nærhed. Kærlighedens bånd kan være lige stærke. Den elskedes stemme kan høres for det indre øre ligeså ømt og nært, som hvis man er sammen. For i kærligheden mister vi ikke hinanden, selvom vi skilles.

På samme måde kender vi også til samvittighedens stemme. Hvem gør ikke det? Samvittighedens stemme er ikke som alle andre stemmer, der fylder mit ydre liv. Nej, den lyder for mit indre øre og fortæller mig, hvad jeg bør gøre, og hvad jeg ikke bør gøre. Jeg bør for eksempel snart fatte røret igen og få ringet til min hårdtramte veninde. Og hvad samvittighedens stemme fortæller, gør jeg som regel klogest i også at handle efter. Ellers kan resultatet let blive dårlig samvittighed. Ingen kan bevise, at samvittighedens stemme findes, den er usynlig og skjult for det blotte øje. Men alligevel ved vi, at den findes, og er virkelig. Om ikke før, så når den dårlige samvittighed melder sig.

Når Jesus i dag taler om Talsmanden, så taler han på samme måde om en mand og en stemme, som ikke er synligt til stede, ligesom du og jeg er til stede her i kirken netop nu.

Men derfor kan Jesus godt være til stede midt iblandt os i vores gudstjeneste, ligeså ømt og nært, som hvis han var her i egen, høje person. Afstand i tid og rum kan ikke skille os fra Jesus. Det tror vi på, og den tro har vi fra ham selv. Han siger jo et sted: Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem. (Og det må vi sige, er opfyldt i dag!)

Os, der er kommet i kirke i dag kan tro på, at det er sandt, at Jesus virkelig er midt iblandt os på en forunderlig måde. Ikke i en menneskekrop, men gennem sin Ånd, gennem Talsmanden, er han midt iblandt os.

Og den talsmand vil os noget. Han vil, at vi skal være bevidste om forskellen mellem godt og ondt, sandhed og løgn, liv og død, Gud og Djævel. Disse modsætninger er livets vilkår og dem må vi se i øjnene. Det gjorde Jesus, da han levede. Hans liv var ét stort nej til det onde og livsfornægtende i tilværelsen, og ligeledes er han den eneste, der har levet fuldt ud i kærlighed, som Gud vil. Han viste mennesker Guds rige. Han er sandheden om livet, som det skal leves.

Og den sandhed skal også vi høre om; livet som det skal leves. Derfor er det, at Jesus har sendt os Talsmanden, til at vejlede om denne sandhed. Vi lever alle i spændingen mellem sandhed og løgn, liv og død. Men da vi blev døbt lød trosbekendelsen ved døbefonten og der blev svaret ja på vores vegne til, at det onde og djævelske ikke skal være magten, der styrer vores liv. Der blev svaret ja til, at vi tilhører Gud, vor Far i himlene. Og da vi før i fællesskab fremsagde trosbekendelsen, bekræftede vi, at dåbens ja stadig står ved magt. Ja til kærligheden fra Gud. Ja til hele tiden at forsøge at leve livet i kærlighed, som Jesus har lært os.

I den ånd fejrer vi i dag gudstjeneste. Vi gør det, for at vi alle kan have en sart og blød plet i vores bevidsthed, som bærer Guds navn. Og fordi vi tror på, at Gud har en sart og blød plet i sin bevidsthed, som bærer vores navn. For i kærligheden mister vi ikke hinanden.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02