Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

5. s. e. påske 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
5. s. e. påske, den 29. maj 2011

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Det er store ord, som Jesus her siger i dagens evangelium og det lyder tilsyneladende som et enormt løfte, som vi alle sammen godt ved, ikke passer.

Vi kender sikkert alle til dét at bede om noget, og hvis ikke andet så fra dengang vi var børn. Dengang da vi, bare lige for at prøve, bad om de mest mærkværdige ting, alt lige fra den lilla cykel med det flotte rytterstyr, som hende fra årgangen os over havde, og så til at dansklæreren faldt død om, eller i det mindste blev rigtig syg rigtig længe – eller i hvert fald bare lige til at staveprøven var overstået.

Bagefter måtte vi jo så se i øjnene, at det ikke virkede – og heldigvis da for dansklæreren. Vi fik altså ikke dét, vi bad om. Og så må vi jo spekulere over, om der er en sandhed i Jesu ord: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”.

Faktisk står der jo ingenting om, at vi får alt dét, som vi kan finde på at bede om. Der står, at vi får det, vi beder om i Jesu navn. Og ”I Jesu navn” er ikke et trylleord ligesom hokus pokus eller abrakadabra, det har intet med trylleri at gøre. Det kan altså ikke dreje sig om forestillinger af typen ”tøm et stormagasin på 10 minutter”, og heller ikke om et usårligt liv uden tab og smerte, selvom begge dele da lyder fabelagtigt.

”I Jesu navn” betyder derimod, at vi må bede ligesom Jesus gjorde det. Og når Jesus bad, så skete der ofte det ejendommelige, at han bad om, hvad han syntes - for siden at slutte bønnen med ordene
"Ske din vilje - ikke min".
Så det, som vi kan bede om i Jesu navn, det er, at Guds vilje sker. Men hvad i alverden er meningen med at bede om, at Guds vilje sker? Tja, Jesus siger selv: "Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen." Det, der kommer ud af det, er åbenbart fuldkommen glæde.
Den fuldkomne glæde opstår altså dér, hvor vi lægger vores liv i Guds hænder og hvor vi giver slip på den styring og kontrol af vores liv, som vi kender så godt.
Men det stritter jo imod den måde, som mange af os tænker på. Vi tror, at vi selv skal skabe alle livets muligheder, ja, skabe os selv.

I vores moderne verden ses bøn ofte som et svaghedstegn og det er ikke ligefrem velset at bede hverken næsten eller Gud om noget.
Men i min verden er det ikke et tegn på resignation eller opgivelse eller en laden-stå-til-holdning, når man beder Gud om noget og derved lægger sit liv i hans hænder og tror på, at han ved bedre end vi gør; at han ved, hvad der er bedst for os og hvad vi kan bære.
Tværtimod så tror jeg, at det er et tegn på styrke, når vi mennesker her i 2011 tør sige til os selv og hinanden, at vi ikke kan og skal styre hele vores tilværelse selv, men at der er en magt, der er større end os, og som vi skylder alt. Han har jo givet os livet, givet os dem, vi hører sammen med og holder af, han har givet os alt, så derfor må vi jo også skylde ham alt, ham som vi altid kan komme til.

I dag har vi nemlig af Jesus selv fået lov til at bringe alt det frem for Gud, der er vigtigt for os, stort som småt, skidt som kanel. Vi har fået lov til at regne med, at alt det, der betyder noget for os, dét vil også Gud lægge øre til og lade betyde noget for ham. Gud lytter altså til dét, der ligger os på hjerte – uanset hvad – og han vender os aldrig ryggen.

Jesus siger også til os i dag, at han taler til os i billeder, og ét af de billeder, han har givet os at bære vores liv i, det er, at vi har det forhold til Gud, som et barn har til sin far. Og det billede er både utrolig stærkt og trygt og let forståeligt. For hvis det er sådan, Gud har det med os; at han elsker os, som vi selv er blevet elsket af vores forældre og som I elsker jeres børn, ja, så ved vi også, at der ikke er noget, der er for småt eller for stort til, at vi kan gå til ham med det, og han vil lytte til os.
Vi skal altså turde vove os derud, hvor vi indser, at vi er i Guds hånd, og hvor vi accepterer, at Gud er større end noget andet, vi kender til, og hvor vi tager imod de gaver, som Gud giver os gennem livet, med glæde, og uden hele tiden at forvente - eller ville skabe mere glæde. I det øjeblik kan vi se, hvad glæde og lykke er. Da er glæden ikke en stor bil, det nyeste hus eller de rigtige meninger, for den glæde er skrøbelig og afhængig af mange ydre ting, og den kan let gå i stykker.

Vi får altså ikke, hvad vi beder om, når vi henvender os til Gud i Jesu navn, men vi får derimod lovning på Guds kærlighed og omsorg. Vi får at vide, at vi alle er elsket af Gud. Og at vide sig elsket af Gud, hvis planer er lykke og ikke ulykke, det giver den fuldkomne glæde, og den kan ingen tage fra os. Hverken rust, ildebrand, skift i moden eller computernedbrud.

Og den glæde giver tryghed, nemlig trygheden i at være omsluttet af en kærlig Gud. Den Gud, der har vist sin grænseløse kærlighed i Kristus. Og netop igennem Kristus har vist os, at hans kærlighed tåler os mennesker, præcis som vi er.

Og deri giver glæden frihed: For vi er kendte og elskede, som dem vi er. Og det betyder, at vi kan være os selv i Kristus, i stedet for at kredse om os selv eller ville skabe os selv.

Og glæden, trygheden og friheden i Gud giver os kraften til at binde an med den opgave og mening, som Gud har givet vores liv: At være Guds kærlighed for hinanden, som Kristus var det for os.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02