Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

3. s. e. trinitatis 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
3. søndag efter trinitatis,  den 10. juli 2011

Det var ikke kun vores daværende statsminister, Poul Schlüter, der i sin tale til folketinget d. 25. april 1989 fejede noget ind under gulvtæppet. Vi andre danskere er skam også gode til det, og det er på trods af eller måske netop af den grund, at vi igen og igen bliver kåret som verdens lykkeligste folk i diverse undersøgelser.

Vi gør alle ting, som vi ikke er stolte af og som vi derfor forsøger at dække til. Og i den forbindelse skal jeg sørme ikke stå her og spille hellig! I mit stille sind er jeg flov over, at jeg ikke fik sagt nok gange til min far, at jeg elskede ham, mens han levede og har siden hans død forsøgt at dække mig ind med en masse undskyldninger herfor. Og for nu at bevæge os i den noget lettere genre, så er jeg træt af, at min krop ikke er så spændstig længere og derfor forsøger jeg at skjule de steder, hvor min krop har set bedre dage.

Det tager typisk ikke mange sekunder, før vi har fundet en masse ting, som vi er mindre stolte af eller måske direkte flove over at have gjort eller netop ikke har gjort eller så findes der helt sikkert ting, som vi er utilfredse med. Og jeg tror faktisk, at vi er rigtig gode til både at bruge tid og tanker og kræfter på det, som ikke lykkedes for os. Men på samme tid skal det jo være så pænt og blankt på overfladen, at vi skynder os at dække de spildte chancer, de uudnyttede muligheder og det tabte liv til og som følge heraf fokuserer vi kun på det, der er muligt og som kan lykkes for os.

Det er den almindelige, menneskelige fornuft, som vil holde os fast i at gøre det mulige, dét som vi hver især har som vores liv.

Skal vi gå efter denne menneskelige snusfornuft, ja, så må vi jo konstatere, at hyrden i dagens evangelium er ualmindelig ufornuftig. Hans søgen efter det tabte får er proportionsforvrængning af største format. Var han i stedet for ved ganske almindelig fornuft, ville han nøjes med at blive lidt ked af det og så ellers skynde sig at passe ekstra godt på de 99 får, han havde tilbage, så det samme ikke skulle ske med dem.
Den menneskelige snusfornuft burde altså have fortalt ham, at det næsten er uforskammet over for de 99 andre får at være så optaget af det ene, at han glemmer de andre.

Rent taktisk var det heller ikke klogt at lade de 99 i stikken. Tænk, hvad der ikke kunne være sket med dem! Man kunne godt forestille sig, at historien havde endt helt anderledes: Med glæden boblende ud af hele sin sjæl vender hyrden tilbage til sin flok med det forsvundne får på nakken; og hvad ser han, da han nærmer sig? At flokken er spredt for alle vinde! Kun ganske få står, hvor han efterlod dem. Fortabt sætter han sig ned og kigger bebrejdende på det ene får, som er skyld i, at han nu skal ud og lede efter de fleste af resten.

Det er stadig den almindelige snusfornuft, vi her taler om: hold dig til de 99, du har, og lad være med at beskæftige dig med det ene, du ikke har. Brug de 9 drakmer, du har, mens du har dem, og tænk ikke på den ene, der er blevet væk!

Og som vi dog kender det! Som vi dog siger det til hinanden! Tænk blot på det menneske, som sørger efter, at ægtefællen er død. Dér kommer vi masende med vores påtrængende snusfornuft – ofte forklædt som optimisme – og siger: ”Lev nu videre, tænk positivt og lad være med at bruge tid og tanker og kræfter på fortiden. Kom nu ud af sorgen og kom videre.”.

Vi mener det virkelig, selv om vi godt ved, at et menneske, der har mistet, skal have lov til at sørge sig igennem tabet – eller måske rettere: sørge sig ind i tabet – for at få tabet med sig ud i det liv, som skal leves videre.

Nu er vi nået frem til det, der for mig er det væsentlige i dagens evangelium: nemlig at snusfornuften ikke har ret meget evangelisk over sig. Den kan holde os fast i det mulige, i dét, vi har og dét, vi kan. Men det er ikke nok til at rumme et helt menneskeliv. Måske kan snusfornuften sørge for, at livet ikke gør rigtig ondt, at livet ikke mislykkes helt, at livet ikke slår rigtig fejl. Men den kan aldrig gøre livet levende!

Evangeliet fortæller os meget tydeligt, at det tabte hører med til vores liv, at det er en del af os, som vi ikke kan komme udenom og som vi ikke kan fortrænge eller feje ind under gulvtæppet. Og det gælder i det enkelte menneskes personlige liv, og det gælder i den større, overordnede sammenhæng. Tabtheden skal erkendes som en del af vores liv. Det, der gør ondt, det der går i stykker, det der mislykkes hører altså nu engang med til livet.

Og så er vi nået frem til Gud. For dagens lignelse vil fortælle os, at Gud leder efter det fortabte. Det er typisk evangelisten Lukas, at Gud bruger total ufornuftig tid og kræfter på det fortabte. Det er med i det gudskabte liv. Og det har en uhørt stor værdi - så stor at de 99 får lades alene under jagten på det ene forsvundne.

Det var forargeligt. Lige så forargeligt at synderne og tolderne – alle de tabte – blev samlet op af Jesus og sat ind i hans verden. Det forargede dem, der holdt sig til det sikre og ordentlige, og som aldrig vovede sig uden for folden.

Når Gud samler på det fortabte, må det vel betyde for os, at også vi må have det fortabte med ind i vores virkelighed – både i vores private liv og i vores liv sammen med hinanden. Vi er jo så vant til at dække det til, fortrænge det og feje det ind under gulvtæppet. Men vi kan aldrig fjerne det, aldrig få det helt væk, aldrig gøre det til uvirkelighed.

Det fortabte må med ind i vores virkelighed. Derfor kan vi heller aldrig erklære noget eller nogen for fortabt, i den forstand at vi opgiver det og er ligeglade med det. Vi kan og skal ikke kvalitetsvurdere vores eget – og da slet ikke de andres – liv som mere eller mindre værdigt.

Det tabte, det fortabte, det mislykkede, det fejlslagne i vores liv er omsluttet af Guds kærlighed. Og selv om vi alle én gang eller to enten har svigtet troen, håbet eller kærligheden, så er der ikke noget i vores liv, som kan hindre Gud i at komme til os. Og der er ingen mennesker i vores verden, som Gud ikke kan have med at gøre og det gælder alle mennesker til alle tider!

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02