Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

7. s. e. trinitatis 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
7. søndag efter trinitatis, den 7. august 2011

Selvom jeg, ligesom Zakæus, er lille af vækst, så har jeg engang været rigtig god til badminton. Og titlerne og pokalerne kom lige så stille hjem til pigeværelset i Silkeborg. Jeg blev amtsmester, jeg blev østjysk mester, sørme om jeg ikke også blev jysk mester og fik en andenplads ved de danske mesterskaber. Men den titel, som jeg var mest stolt af, var titlen som stormester i min klub.

Jeg kan huske dengang, jeg skulle præsentere mig for min nye makker i damedouble. Hun var på højde med min kære kollega, ca. 1.90 meter høje Dorte Jørgensen, og lille jeg rakte min hånd frem, idet jeg sagde: Goddag og velkommen. Jeg er stormester her i klubben.

Det virkede lidt komisk, denne modsætning mellem den høje, fine titel og så min lave højde. Jeg kan også huske, at det var svært for min nye makker at bevare alvoren, men det var nu heller ikke nødvendigt den dag.

Det har sikkert også været svært for folkene i Jeriko at bevare alvoren, når den lille Zakæus præsenterede sig som ikke blot tolder, men overtolder. Det er igen kontrasten med den indbyggede humor - lidt uretfærdigt, kan man sige, for hverken jeg eller Zakæus kan jo gøre for, at vi ikke blev højere, end vi blev.

Udover at Zakæus er en lille overtolder, så er han også rig, og det er slet ikke så mærkeligt. Som bekendt var tolderne så langt fra nogle stakkels sociale tabere. Hvis de var noget med social foran, var det snarere sociale bedragere. Og det får vi et glimrende eksempel på i dagens evangelium.
Zakæus er ikke just et ædelt og hæderligt menneske. Og han bliver heller ikke spor mere ædel og hæderlig af, at Jesus bliver gæst i hans hus – nej, Zakæus er og bliver den, han hele tiden har været – men mere om det senere.

På det tidspunkt var Jesus en, alle talte om. Og Zakæus har naturligvis også hørt om ham. Og da han hører, at han kommer til byen, vil han gerne se, hvordan han ser ud; ham, som gjorde blinde seende og døde levende. Ham om hvem de fortalte, at han talte farisæerne og de skriftkloge imod og spiste med syndere. Og alt sammen i Guds navn.

Men skaren spærrer for Zakæus' udsyn, og han skal ikke forvente, at nogen vil træde til side for hans, altså overtolderens skyld. Derfor løber han i forvejen og kravler op i et træ for bedre at kunne se. En temmelig komisk handling af en overordnet embedsmand, må man sige.
Og som Zakæus har regnet ud, kommer Jesus forbi netop dette sted. Og nu sker det ejendommelige, at Jesus kalder ham ved navn og siger, at han vil være hans gæst, og dét er sikkert kommet fuldstændig bag på Zakæus.

Nu kan det godt se ud, som om glæden over dette totalt overvælder Zakæus. Men der er dog måde med galskaben. ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, vil jeg give til de fattige...” Halvdelen! Hvad var det nu, Jesus svarede den rige unge mand, der gerne ville have evigt liv: ”Sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige.”Alt, hvad du har! Mindre kan altså ikke gøre det. Og ikke nok med det; Zakæus fremturer: ”...og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firdobbelt tilbage.” Hvis? Man kan da vist roligt stryge det lille hypotetiske ”hvis”, han har da ikke lavet andet end at snyde penge fra folk!

Men Zakæus glemte sig selv, da Jesu blik faldt på ham, ligesom han forglemte sig selv og sin værdighed, da nysgerrigheden tog overhånd og han kravlede op i et træ for bedre at kunne se, som kun børn gør det. Og netop dette, at Zakæus, som svar med sin krop og sin sjæl, skynder sig op i et træ og glæder sig, er et billede på, hvordan nåde sker. Den nåde, der altid sker i nuet. Dengang for Zakæus, og nu i dag hvor vi hører ordet, kan det samme ske for os.

Nåden overrumplede Zakæus, og det skete, da Jesu blik og ord rettes mod ham. Og netop i denne fortælling er den dybe evangeliske kerne så lysende klar; at Guds barmhjertighed kommer før alt andet, før personlig selverkendelse og omvendelse.

Den nåde, som tilflød Zakæus, da Jesus standsede ved hans træ, førte først glæde, dernæst selvransagelse og endelig handling med sig. Folk som så og hørte dette gav ondt af sig, dem alle sammen, for både religiøst og folkeligt har Zakæus forbrudt sig ud over alle grænser og var derfor forhadt og foragtet.
Mod ham af alle, den værste næsten, rettes Guds barmhjertighed. I Jesu blik og ord får Zakæus tilgivelse, før han har forandret sig, før han har gjort noget som helst. Det er der ingen mening i. Nej mening er der ikke i det, men det drejer sig heller ikke om mening, men om frelse, om Guds frelse af et syndigt menneske. Og det er der menneskeligt set ingen mening i, kun nåde.

En syndig mand blev set og tilgivet. Og Zakæus, ja han kunne det, som farisæerne og de skriftkloge og mange efter dem ikke kunne og kan, nemlig modtage det som skete for ham og lade sig bevæge af det. Og det rejser spørgsmålet til hver enkelt af os - kan vi det?

Høre ordene om Guds barmhjertighed og nåde i Jesus Kristus kan vi nok, men kan vi høre dem talt til dét i os, som vi foragter os selv for, til det som spærrer for glæden ved det liv vi fik, til det sølle, det halvhjertede og forfængelige, høre at det er set og gennemskuet, men at vi, på trods af det, er omfattet af den samme nåde som Zakæus og derfor kan springe op af stolen, ned fra træet eller ud af vores lukkede rum og glæde os som Zakæus gjorde?
Zakæus blev frelst, men han forblev et syndigt menneske, det viser fortællingen, og det er det andet gode ved den; Zakæus er og bliver kun et menneske! Jesus har både set og formentlig moret sig over hans halvhjertethed, men også set noget andet; nemlig at Zakæus, da Guds nåde ramte ham, blev så bevæget, at der skete en forandring med ham. Zakæus så sig selv, sit liv, rigt og behageligt, men også sølle og foragteligt, omfattet af en ubegrundet kærlighed og tilgivelse, og det bar frugt, som det altid gør, når kærligheden og tilgivelsen er fuldkommen.
Zakæus handler, ubehjælpeligt måske, men i et oprigtigt ønske om at rette op på den uret, han har begået. Og det er dét, Jesus ser, hvorefter han siger om Zakæus: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er Abrahams søn”. Og Abrahams søn er Zakæus ikke, fordi han er jøde eller fordi han gør de gode gerninger, han gør, nej Abrahams søn bliver han alene ved at tage imod den frelse, som tilbydes ham i Jesu blik og ord.

For i Jesu virke, i hans død og opstandelse fuldendes Guds pagt med ethvert menneske, som hører Ordet og tager det til sig og lader livet bære af den barmhjertighed og tilgivelse, der er i det.

Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi kan det – og om vi vil det?

Man kunne også spørge, kan vi andet?

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02