Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Allehelgen 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
Allehelgen, den 6. november 2011

Jeg sad for nylig og læste i et hæfte om børn og sorg og her faldt jeg over en artikel, hvor en lille dreng fortæller om, hvad sorg er: ”Meget hurtigt lod folk som om, alt er, som det plejer, men hjemme hos os, plejer far ikke at være død.”

Det er jo netop den situation, som vi alle, der har mistet, står i, for vi ved, hvad det vil sige at miste. Vi ved hver især, hvem vi har mistet, og vi ved det, fordi vi har kendt og elsket. Men hverdagen fortsætter. Udefra set som om intet var hændt, men indefra set er der én, som mangler. Der er én, der er død og borte. Én, som ikke plejer at være død. Et menneske, som har været lys i vores liv. Et lys, uden hvilket, livet ikke havde været det samme. Et lys, som vi bærer med os videre i livet.

Alle bærer vi vore døde med os videre i livet. Forhåbentlig ikke som de uhyggelige spøgelser, som vi lige har set til Halloween, men forhåbentlig som gode minder. Minder om de tider, der var og minder om et menneske, der har været med til at gøre os til dem, vi er i dag. Det kan godt være, at de ikke altid opførte sig som helgener, men vi savner dem og tænker tilbage på dem med taknemmelighed og glæde. Til tider har vi måske skændtes med dem, og til tider har de opført sig urimeligt. Men vi holdt af dem og holdt af dem, som de var.

Men nu er der sat et skel op mellem dem og os. Selv om vi bærer vore døde videre med os i livet og stadig har minderne om pandekager, gode diskussioner, latter, venskab, eller hvad det nu måtte være, så er vi ikke sammen med dem mere.
Det er dybt fortvivlende pludselig - fra det ene sekund til det andet - ikke at have en fysisk kontakt med det menneske, der betød så meget for én og som gav én glød og varme!
Det kan være barnet, der er båret under hjertet, som pludselig ikke er mere. Det kan være en mor eller far. Eller være den, som man altid faldt i søvn med ved sin side.

Kroppen skriger af savn, og det er, som om solen ikke længere er lyset om dagen, eller månen lyset om natten. Alt er gråt og trist. Det føles virkelig som om, Gud har forladt én. Men som prædikeren skriver et sted i Det Gamle Testamente, så har alt sin tid - også sørgedagene. For nogle er sørgedagene for længst forbi, og den døde et kært minde. For andre er det næsten ikke til at tro, at der vil komme dage, som ikke er præget af afsavn og tårer. Men en dag, efter måske i månedsvis eller årevis at have skældt Gud ud for ens tab – og det må man godt, det er Gud nemlig stor nok til at kunne klare - så viser han sit lys for én igen, men først når tiden er inde. Så er den mørke nat overvundet, for så har den Stærkes hånd vendt bladet og ens sorg slukket, slukket - ikke glemt!

Så kan den sørgende prise Gud for glæden over at have elsket, og af Gud føle sig prist som salig.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Hvori består så denne trøst? Ja, i hvert fald ikke i at fortælle den sørgende, at der ikke er noget at være ked af. Det ville være det samme som at sige, at der heller ikke var noget at glæde sig over, da den, vi mistede, endnu var hos os. Ja, faktisk siger man på den måde, at det kunne være det samme, om den døde havde levet eller ej. Men det er jo ingen trøst - det er en hån! Nej, den eneste sande trøst består i dette: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør”, som der står i Romerbrevet.

Det bliver sagt allerede i dåben, men med andre ord: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. I dåben lyder Guds tilsagn til enhver af os, som det lød til hans egen søn, da han blev døbt i Jordan-floden: Du er Guds udvalgte, hellige og elskede, i dig har jeg fundet velbehag. Og det betyder, at vores liv er taget ud af hænderne på os og erklæret for Guds liv at være. Vi skylder ham altså at leve det til hans velbehag.

Vi har altså en pagt med Gud - dåbspagten, hvori vi alle har fået at vide, at vi hører Gud til, at vi må hvile i hans stærke hænder og at han vil gribe os, når vi engang skal falde som blade af efterårets træer. I vores sørgedage kan det være usigeligt svært at tro på, at Gud er med os alle dage, men saligt bliver det øjeblik, hvor det sker. For pludselig en dag ser vi, at Gud har sået trøsten, som et lille frø, der kan vokse og modnes. Gradvist vil der ud af vores afmagt og sorg vokse nye frugter frem af taknemlighed og glæde, som vi aldrig skal miste. Og de frugter næres og spirer af den kærlighed, som vi har oplevet, og derfor er vi salige.

Salige er vi, for vi er skabt med evnen til at elske, selv om vores kærlighed altid og for evigt kun vil være en fattig afglans af Guds kærlighed til os. Salige er vi - at vi tør knytte bånd med andre mennesker og dermed sætte os i den position at risikere at miste. Hvad jeg dog tror, er endnu mere smertefuldt end at miste, er ikke at have nogen at miste. Men dét at miste vil altid være kærlighedens pris, som Gud dog allerede har betalt for os ved Jesu Kristi død.

Døden har sat en grænse, som vi mennesker ikke kan overskride, men døden er ikke Guds grænse, Gud har nemlig magt til at overskride dødens grænse. Og det gør han af kærlighed til os mennesker, for han vil nemlig fællesskabet med os. Også selv om vi ikke altid opfører os som helgener.

Dødens grænse kan kun Gud overvinde, og derfor må vi sætte vores håb til ham. Selv om vi moderne mennesker ofte tror det, så er det altså ikke alt, der står og falder med os, og Gud elsker os som vi er. Men alt står og falder med Kristus, som Gud har givet os som lys i vores liv. En gave vi ikke kan gøre os fortjente til, men som vi kun kan være taknemmelige for og søge at give videre ved at være lys for andre.
Og i mindre målestok kan vi også søge at give det lys videre, som vores kære har været for os. Det kan vi gøre, men dødens grænse kan vi ikke gøre noget ved. Der må vi sætte vores lid til Gud. Den Gud, som ikke gik af vejen for at sende sin egen søn til pine og død for vores skyld og påskemorgen viste os, at vi ikke skal frygte døden, for på trods af den, er vi i gode hænder.

Derfor må vi også sige Gud tak. Tak fordi han tager de døde i sin varetægt, når vi ikke længere kan nå dem. Tak fordi han også vil modtage os, når vores tid kommer. Tak fordi han har sat grænse for tabets evighed og i stedet gjort livet og kærligheden evig.
For døden er ikke en død til fortabelse, men en død til evigt liv. Det er det glædelige budskab - det er evangeliet!

Guds fred være med vore savnede og Guds fred være med os alle.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02