Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Juledag 2011

Prædiken af Maja Søgaard Kristensen
Juledag, søndag d. 25. december 2011

Så er det blevet juledag. Vi har lige hørt evangelisten Johannes’ version af juleevangeliet, og det er jo så ganske anderledes, end dét, vi hørte i går og som vi kender så godt fra Lukasevangeliet: “Og det skete i de dage…”.

Hvis I spørger mig, så mener jeg, at dagens evangelium er én af de smukkeste tekster i Bibelen; ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Et forunderligt filosofisk ordvalg, som efterlader os med en fornemmelse af Guds storhed. Et poetisk stykke verdenslitteratur, som har hensat mennesker i eftertænksomhed, lige siden det blev skrevet.

Og sådan er det nu engang med Johannes, han er noget mere tænksom og meditativ end sine kolleger, og også mere vidtfavnende, mere kosmisk. Så dér, hvor Lukas når tilbage til stalden i Betlehem, dér lader Johannes sine tanker flyve endnu længere tilbage, indtil de når den begyndelse, der var forud for alle tings tilblivelse.
Hos Lukas er det så jordnært, at vi næsten kan se svedperlerne på den højgravide Maria, og kromutter, der står i døren og ryster på hovedet og siger: ”Alt optaget!”.

Derimod er det som om, at Johannes med dette evangelium vil forklare os, hvordan det hele hænger sammen; verdens skabelse, livets storhed og Guds almagt.
Ja, det er store ord at vågne op til og sådan at skulle forholde sig til her julemorgen.

Johannes maler os et storslået billede med ganske få ord. Han fortæller os om Ordet, der blev kød og tog bolig i blandt os, og det vil sige, at Gud kom til jorden som et menneske i kød og blod, med en krop, der kunne føle og handle, og med en røst, der kunne tale sine ord til os. Igennem Jesus fik Gud altså mæle her på jorden, så han gennem sit ord kunne give syndernes forladelse til alle os, der ellers ville være overladt til vores eget indre mørke.

Vigtigt er det dog at huske på, at der er forskel på Guds Ord og på vores ord. Men selvom der er forskel, så har Guds og vores ord det til fælles, at ordet skaber, hvad det nævner; tanker bliver til ord og når ordene er udtalt, ja så skaber de noget.
Vores ord kan skabe følelser og handlinger, mens Ordet fra Gud skaber lys og varme til håb og til liv.
Ved verdens skabelse sagde Gud helt konkret ”Bliv lys” og der blev lys, men det duer jo ikke i vores verden. Vi kan jo ikke sige ”Bliv hus”, hvorefter der dumper et hus ned i vores turban, vi skal altså også gøre noget.

Fra Skaberens hånd, på hans Ord, er vi blevet begavet med ordets nådegave, talens og samtalens nådegave. Og derfor har vi i særlig grad mulighed for at tage del i hinandens tilværelse. Udstyret som vi er med to ører og en tunge, er vi i stand til at åbne os for hinanden og gøre hinanden delagtige i det, der betyder noget for os. På godt og på ondt har vi denne virkningsfulde forbindelse imellem os. Med ordene har vi magt til at bygge livet op for hinanden – men samtidig også magten til at bryde det ned.

Vores ord kan slå det ihjel, som et andet menneske værdsætter som noget uendeligt dyrebart. Vores ord kan slå den kærlighed, som engang var mellem to mennesker, ihjel. Vores ord kan gøre det, der var rent og smukt, snavset og grumset.
Men vores ord kan jo også skabe glæde. Kærlige ord kan skabe kærlighed. Ord kan trøste og styrke og nogle ord glemmer vi aldrig, fordi de sagde lige nøjagtig dét, vi trængte til at høre netop dén dag.

Som universitetsstuderende lærer man igennem en masse eksamensopgaver at tælle ord. Og det er da sjovt at tænke på, at Fadervor på dansk består af 66 ord. Trosbekendelsen fylder 90 ord. Den amerikanske frihedserklæring er på 302 ord, og Danmarks Riges Grundlov rummer 3.578 ord. Men hold nu fast; den engelske version af EU’s direktiv for import af andeæg fylder 26.911 ord!
Det skal endelig ikke ses som en billig polemik på en hellig julemorgen mod EU’s ordrigdom; alligevel må det da vække til eftertanke, at jo vigtigere noget er, desto enklere kan det siges.

Jo tættere vi kommer på livets inderste og dybeste virkelighed, desto klarere og renere står det i sit udtryk. Og når vi i dag, juledag, festen for Jesu Kristi fødselsdag, hører juleevangeliet, sådan som evangelisten Johannes fortæller det, så er det, som om ordene har en dybere og større betydning.

For vi hører i dag, at ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Det betyder helt enkelt, at Guds ord kom her til jorden, og det er faktisk julens dybeste sandhed. Med så få ord kan det hele siges. Og det vigtigste er, at Guds ord aldrig har forladt os igen. Vi hører ikke kun nyt fra Gud én gang om året, som når et årligt julekort dumper ind gennem brevsprækken, nej, det er altså en del af vores hverdag. Det lyder til os hver eneste dag. “Lyset skinner i mørket”, som Johannes skriver. Sådan står der i evangeliet. Det er altså nutid det her. Lyset skinner nu, og lyset skinner altid; Guds lys, der kom med Ordet i Jesus Kristus.

Og vi sidder i dag herinde i kirken og ser lige ind i netop dette lys. For det gør vi hver gang, vi hører Guds ord. Det er sandheden – der er ikke brug for flere ord. Og intet kan nogensinde tage det fra os! Hverken spot, sorg eller videnskab. Intet kan rokke ved den enkle kendsgerning, at lyset skinner i mørket.

Jesus er det lys, der skinner i mørket og det ord, der blev kød og tog bolig i blandt os, det må der aldrig herske tvivl om. Jesus er kærlighedens ord fra Gud. Det ord, der bringer tavsheden og kulden til ophør og sætter forståelse og forsoning i stedet og som på den måde giver nyt liv og ny samtale.

I julen blev ordet, Guds ord, til et menneske. Netop et menneske som os, så vi kan høre det og forstå det. Nu taler Gud samme sprog som os, fordi han lever samme liv som os. Guds ord flyttede ind i vores verden julenat og bor hos os altid.

I Jesus har Gud talt frit fra hjertet. Og ord, der kommer fra hjertet, går til hjertet.

Glædelig jul.

Amen.

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02