Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Nytårsaften 2011

Prædiken af Dorte Jørgensen
Nytårsaften 2011

Vi er på den sidste dag i året. Timerne rinder hastigt ud ... og som sædvanlig fremkalder det et vist vemod. For de færreste mennesker holder af det uigenkaldelige - vil helst holde noget på det, der var, medens de langsomt tilegner sig det nye.

Sådan kan det imidlertid ikke være med nytårsskiftet. Det er bare, og det venter ikke, går ikke med til at skifte langsommere for vores skyld.

Men når vi så oplever, hvilke ord det er, vi får lov til at begynde vort nye år på ... ordene fra Fadervor! Så synes jeg, det hjælper gevaldigt på utrygheden ved så uforfalsket at skulle møde det nye i et hug. For Fadervor er ikke nyt. Fadervor er gammelt som Kristus selv og det tryggeste, der findes for mange, mange mennesker.

Fadervor er givet os af Jesus som en slags nøgle, vi kan bruge til at komme i kontakt med vor himmelske far. Dertil behøver I ikke mange ord, siger Jesus. Ja, faktisk er det bedst ikke at bruge mange ord. Brug disse ord: Og så lærer han disciplene og dermed også os Fadervor.
Disse ord er alt nok, uanset hvad vi vil vor himmelske far, for han ser hvad vi har brug for - behøver ikke alle vore fine, gennemtænkte formuleringer for at forstå, hvad vi mangler.

Og Fadervor er aldrig malplaceret, aldrig tomt.
Det gør fyldest, der hvor intet andet med rette kan siges.
- Når barnets eller ens eget hjerte om aftenen fyldes af uro ved sengetid.
- Når konfirmanderne bliver for støjende.
- Når brudeparret tårevædet har sagt hinanden deres ja.
- Og når vi er samlet omkring en kiste og tyngede af sorg skal tage en sidste afsked med et elsket menneske.
Når vi der sammen folder hænderne og beder Fadervor i kor, så fornemmer vi det langt størres tilstedeværelse. Hvordan vi løftes og bæres, uanset vi stadig er, hvor vi er. For nu er vi ikke alene. Vorherre selv er med og garanten for, at dette nok skal gå, uanset.

Jeg oplever, at rigtig mange mennesker - også i dag - kender deres Fadervor.
Og jeg oplever naturligvis også nogle, som ikke gør det. Og nogle som gør det, men som har modstand mod at skulle bede.

Og problemet er ikke nyt.
Således skriver teologen Johannes Sløk, som i krigsårene var præst ved Skt. Lukas kirke i Århus, siden tilknyttet Århus Universitet, i en af sine første prædikener til nytåret:
”Når I beder, siger Jesus. Den tanke, at mennesker ikke skulle give sig af med at bede, er ikke faldet Jesus ind. For Jesus er det en selvfølge, at mennesker beder. Tiderne har ændret sig: hvad der dengang var en selvfølge, er nu blevet et problem, for skal mennesker overhovedet bede? For folk, der tænker alvorligt over tingene, er det et problem, hvad vi overhovedet skal med bønnen; enhver kan konstatere, at bønnen ikke giver noget resultat; selv om en syg beder om at blive rask, bliver vedkommende alligevel ikke rask. Man kommer til sidst til det resultat, at bønnen er et levn fra en naiv og overtroisk tid.”

Sløk lægger ikke fingrene imellem ... Skærer lige ind til benet og fortæller om, hvordan det ofte forholder sig med det moderne menneske - det menneske som også er os.

Mange beder ikke, rigtig mange, og hvorfor?
"Fordi vi har konstateret at det ikke hjælper. Vi får ikke det vi beder om", siger Sløk.
"Men", siger han længere nede i sin prædiken, "bønnen" - og det er Fadervor, han taler om – "bønnen er det, der forener de to riger - det jordiske og det himmelske!
Mennesker lever jordisk i et timeligt og forgængeligt rige - Gud derimod er evig og uforgængelig. Og kun i bønnen knytter vi de to sammen, således at vi bliver mindet om, at vi ikke KUN er timelige og forgængelige."

Når vi beder, skal vi således ikke indbilde os, at vi kan lave vores menneskeverden om til Gudsriget - hvilket jo ville være det, der skete, hvis vi kunne være sikre på at få præcis, hvad vi beder om! Som var vi selv Gud! Ikke engang Jesus kunne det.
Menneskeverdenen var stadig menneskeverdenen hele vejen rundt om ham.
"Men bønnen gør, at vi midt i vores menneskeverden kan komme til at leve, som om vi var borgere i Gudsriget!"

Jeg oplever, at Sløk her meget fint formulerer et svar til os på, hvorfor vi ikke oplever vore bønner hørt og opfyldt på den måde, vi forestiller os!

Beder jeg om at blive befriet fra fattigdom, sygdom eller andre vilkår, som hører mit jordiske liv til, så beder jeg faktisk om at få flyttet det himmelske liv ned på jorden, således at jeg kan slippe for mit jordiske liv her og nu.
Men det er jo mit vilkår! Det Gud har villet, jeg skulle være og leve i!

I stedet er det sådan, at i det øjeblik, jeg beder, husker jeg mig selv på, at Gud ér - og at han også er der for mig og har en plads ledig i sin bolig til mig.
Jeg bliver altså ikke selv magtfuld, som var jeg Gud, men jeg giver mig hen til at huske, at jeg er et menneske stillet over for Gud.
Stillet i et forhold til Gud, som har evig karakter.

Aldrig ræd for mørkets magt
stjernerne skal lyse.
Med et Fadervor i pagt,
skal du aldrig gyse ...

Så smukt og enkelt – i en kendt salme - kan det formuleres, hvordan vi lever i mørket, men med Guds lys ovenfra at orientere os ved… og med et Fadervor muligt på læben til hver en tid, det måtte være nødvendigt.
Og således er vi godt rustede til det liv, vi står i..
Og således er det ikke lutter ukendt terræn, nu hvor vi står ved indgangen til 2012 med det ukendtes uro indeni - for vi ved, hvad vi kan stille op med den, uroen.
Vi kan gøre, som mennesker altid har gjort - uanset vi er moderne mennesker.

Lad os da bede sammen som en tak til det år, som er ved at være gået - og som en velkomst til det år, der venter lige om hjørnet med udfordringer nok til os alle.
Må det blive til velsignelse for os.

Salmer: 716, 2 - 368, 712




hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02