Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Præsterne Skriver - Hvor kristen er du?

ved Maja Søgaard Kristensen
Kirkebladet 2/2012

Når jeg, som privatperson og uden præstekjole, er til en familiefest, hvor folk pludselig finder ud af, at jeg er en ung og nyuddannet præst, så får jeg (stort set) altid stillet spørgsmålet: ”Er  du så meget kristen?” Derudover skal jeg også lige kunne forklare verdens skabelse, stå inde for både Jesu undere og fortidens korstog og så gerne sige et par sætninger på både hebraisk, græsk og latin.

For det første glæder jeg mig altid over de mange spørgsmål og den store interesse, der ofte
er for mit virke som sognepræst. Jeg tror ikke, at jeg ville være så interessant, hvis jeg var fortsat i mit studiejob som kassedame i Føtex.

For det andet siger jeg altid til de spørgelystne festdeltagere, at jeg ikke tror, at man hverken kan gradbøje eller sætte en procentsats på sin tro. Kan  man måske sige: ”Jeg er 90% kristen?”. Derfor synes jeg ikke, at spørgsmålet ”Er du så meget kristen?” er hverken spændende eller til at besvare. Jeg synes først, at det bliver vedkommende, når man begynder at tale om, hvad kristen tro så er for en størrelse.

Som jeg før har sagt på prædikestolen, så mener jeg ikke, at tro er at sidde hjemme på sit lille studerekammer og læse mange bøger. Tro er derimod at leve blandt, med og for sine medmennesker.
Der er mange mennesker, der mener, at man kan have en tro. Hvis v i har en tro, som v i har
penge i banken, så ser vi kun os selv, og på den måde mister vi værdifuld tid – tid, som skulle
være brugt med andre mennesker. Tro er derimod noget, vi er og derfor handler på. At være tro er at ønske at være noget for de andre. Tro er at være i virkeligheden og ingen andre steder. Troens udtryk må derfor komme praktisk til syne, ellers kan det være lige meget.

Jesus siger et sted i Bibelen, at vi dømmes på vores omgang med mennesker, og hvis vi går
forbi et menneske, som behøver vores hjælp, går vi hermed forbi Gud. Det vil altså sige, at vi skal hjælpe den blinde, der skal ind i bussen, men vi skal også hjælpe vores mange sultne brødre og søstre i Østafrika med at skaffe mad og drikke. Vi skal løfte i flok og hjælpe til i fællesskabet, både lokalt og globalt. Og det skal vi jo, fordi vi alle er indpodet som grene på Kristus-stammen. Når et lille barn døbes, så bruger vi ofte det billede på dåben, at man poder det nyfødte barn ind på Kristus, ligesom man poder en gren ind på en stamme.
Dette fællesskab, denne alliance mellem folk forstår vi os på. Vi ved, at ingen lever for sig selv,
jo måske nok ensomt, men aldrig helt alene, for hvad enten vi vil det eller ej, er vi altid dybt
afhængige af hinanden. De andre er vores liv. Uden dem var vi intet. Hvad er et barn uden sine
forældre? Hvad er vi uden venner? Hvad er et menneske uden sine medmennesker?

Der er et hav af historier i Bibelen, som kan støtte det gode budskab, som findes overalt i den
fantastiske bog: at Gud er til og giver tilværelsen mening; at mennesket, selvom det så ofte svigter sig selv og sin næste, alligevel er elsket og må finde tilgivelse.

Derfor: når du har sluppet dette spændende kirkeblad, så kom ud og lev livet blandt dine
medmennesker!

hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02