Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.
Ordsprogenes Bog 12,25

 

Ord og tanker

Kampen mod eller med tiden ...

ved Dorte Jørgensen
Kirkebladet 1/2012

”Tiden går” siger nogle, andre siger ”tiden kommer”! Er der forskel? Tiden spiller i hvert fald en rolle i vores liv uanset. Vi har en tid ... vi lever en tid. En kort tid i den store sammenhæng! Som salmisten i det gamle testamente formulerer det: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere”.

Men under alle omstændigheder en uendelig vigtig og dyrebar tid er livet for det enkelte menneske, for vi ved ikke, hvad vi i øvrigt bydes på! Som kristne har vi en forventning om mere. Men vi ved ikke hvad og hvordan. Og vi kan nok også komme i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er sandt.

Sådan er det nemlig også at være menneske. Tvivlen er en trofast følgesvend.

Giver det nogen mening at spørge: ”Er tiden min ven eller min fjende?” Jeg skriver det, fordi jeg tit tænker på det. På den ene side, kan jeg spørge: ”Hvis tiden ikke var, og alting var uendeligt, ville jeg så sætte så stor pris på de gode stunder? Ville en solskinsdag være lige så vidunderlig? Ville samværet med et kært menneske være lige så dyrebart?” På den anden side ville jeg ikke hele tiden være mig smertelig bevidst, at jeg står for at miste det hele. Solskinsdagen, mine kære, mig selv!

Hver gang jeg sidder med pårørende til en afdød, undrer jeg mig over, at vi mennesker er så gode til at acceptere vore tab. Uanset at samlivet med den afdøde har været langt og godt, så er der altid iblandet sorgen, den mest forunderlige evne tilstede til at acceptere, at vedkommende ikke er mere. Hvordan gør vi det? Hvordan kan man leve side om side med en elsket ægtefælle i mere end 50 år. Og hver dag ha‘ delt bord og seng og så undlade at blive sindssyg, når vedkommende dør!

Det er mig en gåde. Det er mig bestemt også en glæde, at det lader sig gøre, for ellers var livet og kærligheden jo umulig at magte… men hvordan bærer vi os ad, med således at acceptere, at alting har en tid?


hornbaek-2012-01

taanum-2012-01

borup-2012-01

kousted-2012-01

raasted-2012-02